Det blev et fredagsbarn som den populære værtinde på TV2 Go Morgen Danmark nedkom med den 23. marts på Rigshospitalet i København. Det skriver ugebladet Se og Hør i denne uges udgave, der kommer på gaden i morgen.

Den smilende, blonde vært på Go Morgen Danmark, Katrine Hertz Mortensen, blev sidste fredag mor til to, da hun nedkom med sit og Mikkel Havmands andet barn.

Drengen, der målte 54 centimeter og vejede 3900 gram, kom til verden ved et kejsersnit.

Dermed er Katrine og Mikkels familie, der også består af datteren Bella på tre år, blevet udvidet med en dreng.

- Han hedder Henry og er verdens sødeste dreng, har den lykkelige, nybagte mor fortalt til Se og Hør.

Hverken hun eller barnets stolte far kendte på forhånd kønnet. Det havde parret valgt fra, fordi de ville overraskes. Derfor var spændingen op til fødslen selvfølgelig stor. Især for datteren Bella, der, siden hendes mors graviditet blev kendt, har glædet sig til at blive storesøster til foråret.