Go-go i Nyhavn
Lækkert lingeri, orientalsk venlighed og vovet dans. De frække go-go-piger er tilbage i Nyhavn.
Lækkert lingeri, orientalsk venlighed og vovet dans. De frække go-go-piger er tilbage i Nyhavn.
Piger der ikke spilder megen tid med at tage skørterne på - de tager dem af. Til tidens hotte rytmer tilsat bløde hofter, brede smil og brune øjne. Nu bliver der sat ekstra kulør og lidt orientalsk krydderi på det pæne og polerede Nyhavn.
"Jeg kender Nyhavn fra de gamle dage, og noget af det vil jeg gerne have tilbage. Jeg er jo til det folkelige og umiddelbare," som Flemming Jensen formulerer det.
Flemming Jensen vil af mange være kendt som "Tæppe-Flemming". Manden, der grundlagde sin forretning på at sælge tæpper, købte sin første Maxim Bar i 1988, tog turen gennem retsmaskineriet i begyndelsen af 90erne og blev dømt for bl.a. skattefusk. Men balladen knækkede ham ikke.
"Det har altid været min drøm at komme herned - jeg har ledt efter det her sted længe," siger den lille energiske mand.
I Nyhavn har han skabt en lille erotisk oase med røde tapeter og spejle, hvor de internationale piger viser yndighederne frem.
Det er efterhånden mange år siden, at Nyhavn har haft sin egen strip-klub. For slet ikke at tale om det, der er værre. Alt kunne i de glade dage lade sig gøre i Nyhavn, når søens farende svende slog et smut forbi for at more sig efter måneder uden kvindeligt selskab til søs.
Men søfolkene forsvandt fra Københavns Havn, og restaurationerne blev nødt til at finde nye kunder. Op gennem 90erne er Nyhavn derfor blevet mere og mere mondænt med gode restauranter og fin mad - et sted hvor folk i jakkesæt går i byen. Og det kan de sådan set fortsætte med - nu har de bare muligheden for at få selskab af champagne-pigerne på Maxim.
"Uden champagne - intet selskab," siger Flemming Jensen og griner.
For han er forretningsmand - og det kvindelige selskab på Maxim kommer ikke gratis. En fadøl til 65 kr. gør det ikke alene.
En flaske champagne - Maxim Brut - til næsten 1.200 kr. hjælper gevaldigt på stemningen. Og skal det være rigtig hyggeligt, så er 10.000 spir for en seks-liters Magnum-champagne den sikre vej lige ind i VIP-loungen.
I det rokoko-inspirerede rum er der spa-bad, som pigerne gladeligt plasker rundt i, mens alle fortrin bliver dyppet i sæbevand.
Det er Flemming Jensens datter Pernille, der styrer forretningen. Og hun har samme mål som sin far - der hører pikanterier med til billedet af Nyhavn.
Pernille Jensen overtog ansvaret for Maxim-klubberne, da hun blev 25 år.
"Jeg synes ikke, det er underligt at arbejde i denne branche. Men i starten fik jeg da negative reaktioner fra veninderne - jeg var jo en pæn pige fra Klampenborg," siger hun fra sin plads bag baren.
Herfra styrer hun løjerne på en arbejdsuge, hvor timerne ikke kan tælles. Faktisk er hele familien involveret i forretningen. Sammen med søsteren Gitte, der holder regnskab, og broderen Mikael, der driver tæppe-forretningen i Lyngby, ejer hun hele foretagendet. De tre gør arbejdet - Flemming er manden med ideerne.
"Det er dejligt, at jeg i dag kan gå rundt og tage det roligt og være kreativ," siger han og slår ud med armene.
Thailandske Vanessa er gået på scenen - hun er danser, stripper - kald det hvad du vil. Hun gør i hvert fald lige nøjagtig det, der igennem tiderne har lokket mange mænd indenfor i varmen på alverdens stripklubber. Og nu er Vanessa blevet en af årtusindets første go-go-piger i Nyhavn.
|
"Jeg vil gerne have det gamle Nyhavn tilbage," siger Pernille Jensen. Foto: Lars Møller |