Priserne på kød vil herhjemme stige med op mod 10 procent.

En global bacon- og svinekødskrise er under opsejling og vil bide sig fast til næste år.

Sådan er meldingen fra Storbritanniens Nationale Griseavlerforening (NPA). Foreningen forklarer i en pressemeddelelse, at svinekød vil blive væsentligt dyrere som konsekvens af, at verdensmarkedets priserne på de afgrøder, som bliver brugt som dyrefoder, er steget kraftigt i hele verden efter årets fejlslagne høst i USA og Østeuropa.

Ifølge Verdensbanken voksede priserne på majs med en fjerdedel fra juni til juli, mens sojabønner blev 17 procent dyrere og i dag koster mere end nogensinde før.

De eksploderende priser på foder har fået landmænd i samtlige af de store svineproducerende EU-lande til at sende millioner af landbrugsdyr til slagtning, inden de når at blive endnu dyrere at holde i live. I Danmark er sobestanden ifølge NPA faldet med 2,3 procent, mens italienske svinebønder ligger helt i top og har slagtet 13 procent af sine søer. I gennemsnit vil sobestandene i EU-landene falde med godt 10 procent.

Der vil i en periode være en overflod af kød på markederne, men til næste år vil der være langt færre slagtedyr end normalt, og priserne vil derfor eksplodere.

Ifølge en opgørelse fra den hollandske bank Rabobank vil fødevarepriserne stige med helt op til 14 procent til næste år.

Danish Crown oplyste i sidste uge til Berlingske, at slagteriet forventer kødprisstigninger på 5-10 procent i længere perioder til næste år.