Set med danske briller er det mest nervepirrende ved mandagens etape i Tour de France, om det lykkes for Katushas Michael Mørkøv at gennemføre efter sit grimme styrt i lørdags. Det tyder nu på, at det lykkes.

Under afslutningen på løbets første etape var danske Michael Mørkøv involveret i et meget grimt styrt, som efterfølgende krævede en tur på hospitalet.

I går lykkedes det ham så at gennemføre anden etape trods massive smerter.

»Det er Tour de France, og derfor vil jeg gerne fortsætte. Lige nu er det svært at være optimistisk, men jeg sætter min lid til, at det bliver bedre,« sagde Michael Mørkøv efter søndagens etape til TV2.

Bedre er det tilsyneladende blevet. Under mandagens etape er Michael Mørkøv blevet interviewet af sin manager, Viatcheslav Ekimov. Et interview, som den tidligere toprytter har lagt på sin Instagram-profil.

»Jeg er meget heldig. Der er kun én mand i udbrud, og feltet tager det roligt. Jeg føler, at min krop har det meget bedre i dag. Benet gør ondt, men jeg føler, at kroppen fungerer. Det er det, jeg har brug for,« siger Michael Mørkøv, inden han giver en 'thumbs up' og kører videre.