Pierre-Emile Højbjerg gjorde det onde ved Bayern München, da han med resten af Augsburg-mandskabet lørdag vendte 'hjem' til Allianz Arena. Den danske midtbanespiller fik godt nok kun anden halvleg på banen, men mere skulle han heller ikke bruge for at lægge op kampens eneste mål.

Dermed levede Pierre-Emile Højbjerg op til den tillid, som den tyske legende Franz Beckenbauer havde vist ham tidligere lørdag. Her sagde han til flere tyske medier, at han ikke forstod, hvorfor Bayern havde udlejet danskeren.

»Jeg har slet ikke forstået, hvorfor man i vinderpausen slap Xherdan Shaqiri (der røg til Inter, red.) og Pierre-Emile Højbjerg. De var fremragende spillere til at supplere truppen. Vi betaler regningen nu,« sagde han. Og de ord kunne altså ikke være faldet på et mere retvisende tidspunkt.

Det var dog ikke Højbjerg, der løb med opmærksomheden i kampens indledning. Det var i stedet den tidligere verdensklassemålmand Pepe Reina, der for blot tredje gang i sæsonen havde fået chancen i Bayern Münchens mål. Om Reina savnede plankerne ude på bænken skal være usagt, men efter 12 minutter blev han i hvert fald forvist til sin vante plads langt væk fra banen.

Augburgs Raúl Bobadilla blev sendt af sted i dybden, og her forsøgte han at runde Pepe Reina. Den tidligere Liverpool-målmand gik helt forkert af bolden, og med en regulær rugby-takling nedlagde han den paraguayanske angriber. Det resulterede i et korrekt rødt kort og et straffespark.

Paul Verhaeg misbrugte dog den store mulighed.

Trods en mand i overtal havde Augsburg svært ved at sætte Bayern München, der allerede har sikret sig det tyske mesterskab, under pres. Derfor blev den danske lejesvend Pierre-Emile Højbjerg sendt på banen fra anden halvlegs start.

26 minutter senere viste han prøver på sit talent. Danskeren slap alene af sted i venstre side af banen, og med en præcis aflevering fandt han Bobadilla inde foran mål. Med en elegant afslutning med hælen passerede han den indskiftede Manuel Neuer i Bayern-målet og sikrede dermed holdet de tre point.

Med sejren ligger Augsburg nu nummer fem i Bundesligaen.