Det er sket i forsøget på – inden årsskiftet – at hæve medlemstallet fra ca. 750 til over 1.500 medlemmer. Det udløser nemlig ekstra 330.000 kr. i offentlige tilskud i 2012. Det bringer det samlede offentlige tilskud op på ca. 2,2 mio. kr. i år.

Missionen er fuldført. På kun tre uger er det lykkedes KU at skaffe over 750 nye medlemmer – en sejr, der er fejret behørigt som en konservativ triumf af blandt andet partiformand Lars Barfod.

LÆS OGSÅ:

- Det er dejligt, at fundamentet for konservativ fremgang i de kommende år er så stærkt, skrev Barfoed forleden på sin Facebook-profil.

Også KU mener, at det øgede medlemstal skyldes et ’håb for den konservative bevægelse’.

B.T. kan imidlertid afsløre, at den store konservative fremgang er sikret via særdeles kreative metoder. Over 750 medlemmer er således blevet meldt ind i december – lokket af unge KUere, der har fået tilbudt rejser til London, biografture, iPads, Apple-computere og andet alt afhængig af, hvor mange medlemmer de har hvervet.

LÆS OGSÅ: 

Alt sammen betalt af offentlige tilskudsmidler. F.eks. har alle, der har skaffet ti nye medlemmer, fået foræret en tur til London i marts. Da et medlemsskab af KU kun koster 75 kr. årligt, vil det være en god forretning selv at betale for ti nye medlemmer – 750 kroner – og i belønning høste en tre dage lang London-rejse.

- Det er klart, at vi ikke ville være i stand til at give de her gaver, hvis det ikke var fordi, at vi fik flere penge fra DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd, red). Men vi gør det først og fremmest for at kunne prale over for de andre ungdomsorganisationer, siger Jens Salling, der er landsformand for Konservativ Ungdom.

DUF uddeler hvert år over 100 mio kr. fra tipsmidlerne til børne- og ungdomsarbejde og giver bl.a. tilskud efter, hvor mange medlemmer der er i en ungdomspolitisk forening.

Formanden for KU, Jens Salling, erkender, at det langt fra er alle de nye medlemmer, der deler den konservative overbevisning.

- Det kan nok godt forekomme i forbindelse med konkurrencer som de her, at der bliver meldt folk ind, som ikke er konservative. Det er selvfølgelig beklageligt, og det må vi prøve at forebygge, hvis vi bliver vidende om det, siger Jens Salling.

Flere har efter konkurrencen stoppede 31. december skrevet på KUs hjemmeside, at det bliver svært at gentegne alle medlemmer i år, fordi mange af de nye medlemmer kun er blevet indmeldt pga. konkurrencerne.

LÆS OGSÅ: 

- Jeg synes faktisk ikke, der er noget galt i, at folk bliver betalt med gaver for at få meldt andre ind, for jeg er ikke i tvivl om, at det går i den rigtige retning for os konservative, fordi unge allerede er blevet træt af den nye regering.

Hos Dansk Ungdoms Fællesråd ønsker generalsekretær Kåre Månsson kun at svare på spørgsmål skriftligt i en mail til B.T. Her skriver generalsekretæren, at DUF ikke blander sig i, hvordan foreningerne hverver medlemmer, og han forklarer desuden, at DUFs måde at fordele penge på er godkendt af forskellige instanser.

- Det nuværende takstsystem tilgodeser både, at organisationer modtager tilskud efter størrelse, men også at der for de fleste organisationers vedkommende kan ske mindre udsving i medlemstallene, uden at det har budgetmæssige konsekvenser. Hvis en organisation så passerer en intervalgrænse, ja så har det tilsvarende en tilskudsmæssig betydning, skriver Kåre Månsson bl.a. i en mail til B.T.

Lars Barfoed har trods sin ros af den konservative fremgang ikke ønsket at kommentere hvervningsmetoderne over for B.T.

HVAD MENER DU OM DE KONSERVATIVES METODER? DELTAG I DEBATTEN HERUNDER: