Giv pingvinungen et navn og vind et ophold i Legoland
Konkurrence: Foreløbig er der fem nye dunede unger i pingvinflokken i Polar Land. Du kan navngive en af dem.
Konkurrence: Foreløbig er der fem nye dunede unger i pingvinflokken i Polar Land. Du kan navngive en af dem.
Det er snart fem uger siden, at den første pingvinunge kom til verden i Polar Land i Legoland i Billund. Siden er yderligere fire kommet til - og to æg venter.
Læs også: Legoland har fået en pingvinunge
Men hvad skal de hedde, de nye gentoo-pingviner? Pingo er ligesom brugt.
I samarbejde med Legoland udskriver Rejseliv en konkurrence om at finde det bedste navn til en af de små pingviner. Kom med dit forslag. Vinderen belønnes med et ophold for op til fem personer i forlystelsesparken.
For knap halvandet år siden modtog Legoland 17 voksne gentoo-pingviner - æselpingviner, som de også kaldes på dansk efter deres karakterisktiske kaldelyd - fra Edinburgh Zoo til parkens nye attraktion Polar Land.
At pingvinerne straks faldt godt til i deres Pinguin Bay, vidner denne sommers ynglelyst om. Flokken er vokset med fem unger i alderen godt en måned til en lille uge - og snart klækker de sidste to æg måske også.
Der er fin plads til alle ungerne i Penguin Bay. Faktisk har der været 30 pingviner i anlægget i en periode, hvor Polar Land i Billund passede en lille gruppe pingviner. De kom fra en af de andre Sea Life parker i forlystelseskoncernen Merlin Entertainment, som ejer Legoland.
"Men mellem 20 til 25 voksne pingviner er nok mere passende i vores anlæg. I den kommende tid vil vi overveje hvor mange, af ungerne, der eventuelt skal byttes eller gives væk. Det afhænger blandt andet af kønsfordelingen blandt ungerne. Vi vil helst have nogenlunde lige mange hanner og hunner," fortæller Legolands biolog Lars Nørholm Jensen.
Legolands pingviner er med i et europæisk avlssamarbejde. Men foreløbig og i mindst et år bliver alle ungerne i Pinguin Bay i Billund.
Læs også: Guide: 8 danske zoologiske haver
Send en mail til rejseliv@berlingske.dk med dit bud på et navn samt lidt om, hvorfor han- eller hun-pingvinungen netop skal hedde det.
Du kan sende mail indtil 10. august, hvorefter Legoland og Rejseliv vurderer de indsendte forslag og vælger det bedste.
Vinderen offentliggøres lørdag 17. august.
Det kan du vinde:
En overnatning for fem personer på Hotel Legoland samt adgang til parken.
Desuden modtager vinderen en specialdesignet Lego-pingvinunge, som Legos designere har fremstillet specielt til navne-konkurrencen.