Én af mine musikervenner konstaterede for nylig (og ikke for første gang), at “ham Tim Christensen altså er irriterende talentfuld!”

En påstand man skal have taget en udvidet eksamen på lystløgner-akademiet for at modsige. Siden Christensen for snart atten år siden debuterede med Dizzy Mizz Lizzys debutalbum – en skive spækket med kommende rockklassikere – har den ikke længere helt så unge knægt gang på gang brilleret med sin tæft for den forkætrede ”gode sang”.

LÆS OGSÅ:

Hvorfor det da heller ikke just kom som en overraskelse, at Tim Christensen og hans band The Damn Crystals’ turnépremiere i Rødovre torsdag aften overvejende var en opvisning i overlegen kontrol og generel musiceren på vanligt højt niveau. Selv på en premiereaften, hvor bandet åbnede med tre nye sange fra det efne ”Tim Christensen & The Damn Crystals” album; ”Happy Ever After”, ”Surprise Me” og ”Far Beyond Driven”.

Det var ganske enkelt perfekt. FOR perfekt faktisk.

Og hér vil jeg så forsøge mig udi en disciplin, som ganske mange mener, at folk i min profession ikke mestrer. Nemlig konstruktiv kritik. For alt imens ingen tvivl skal lades ude om, at både Tim og hans band er perfektionister og feinschmeckere, bør de gøre klogt i – som turnéen skrider frem – at huske, at det meget vel kan være fedt for dem oppe på scenen, at alting kører på gnidningsfri skinner og alle hjørner er filet til, så ingen risikerer nogen skrammer. Men den slags musikalsk kønslig omgang med fluer (tænk over den!) kommer bare sjældent ud over den berømte rampe til publikum.

LÆS OGSÅ:

Så svinemusikalsk det end måtte være, så ER en rockkoncert altså ikke en andagt. Og når man spiller så godt og med et overskud, som Tim og Damn Crystals gør, er der heller ingen grund til, at det skal være sådan. Det beviste de til fulde selv, da de efter en times koncert gav to ting: fanden i perfektionen og los.

Nemlig da bandet ramte det ambitiøse otte minutter lange ”The Damn Crystals”, som nærmest er en opvisning i progressiv rock a’la 70’erne og fulgte op med det godt sete triplehug ”Jump The Gun”, ”Get The Fuck Out Of My Mind” og ”Whispering At the Top Of My Lungs” tilsat guitardueller og keyboard-finurligheder med venlige tanker til Deep Purples gamle mester Jon Lord. Det tilførte musikken en legesyge og en dynamik, som man i dén grad havde savnet i koncertens første halvdel, men til gengæld var forløsningen med dé sange spillet på dén måde ventetiden værd.

Og så blev det sgu’ i øvrigt ikke ringere af, at Tim og co. som andet ekstranummer spillede endnu en fænomenal udgave Dizzy Mizz Lizzys ”Love Is A Loser’s Game” – i mine øren én af de bedste sange, nogen dansk rocksangskriver nogensinde har begået. Simpelthen.

Det var helt tydeligt i anden halvdel af koncerten, publikum vågnede op og kom i tanker om, hvorfor de egentlig havde betalt for at komme til Tim Christensen koncert denne aften. Sådan behøver det ikke at være på resten af turnéen, hvis bare dette overlegne band fremover slipper legesygen løs fra starten af.

Skrevet af Steffen Jungersen