Gitte Stallone klappede helt vildt: Er Grease ikke fantastisk?
Gitte Stallone Nielsen hyggede sig helt vildt, sammen med resten af den udsolgte koncertsal i Tivoli.
Gitte Stallone Nielsen hyggede sig helt vildt, sammen med resten af den udsolgte koncertsal i Tivoli.
Anmeldelse af 'Grease - The Musical' i Tivolis koncertsal af Kenan Seeberg
Og jo, det ville have været fantastisk, og måske have indkasseret fem stjerner, hvis de to bærende hovedroller havde været ligeså gode som resten af holdet.
Musik, lys, lyd, koreografi, scenografi og kostumer klappede stort set ligeså effektivt som publikum.
Og holdet som helhed svingede sig flot gennem de musi-klassiske rock’n’roll-pasticher som ’Greased Lightning’, ’Born To Handjive’, ’You’re The One That I Want’, ’Shakin’ At The High School Hop’ og ’Rock’n’roll Party Queen’.
SE BILLEDERNE:
En født succes
'Grease - The Musical' er nemlig en født succes, idet der på forhånd er solgt 45.000 billetter til forestillingen, der indtil videre kører til april.
Der er til gengæld heller ikke noget, der stikker ud. Eller nogen kanter, man kan slå sig på. Og heller ingen overraskelser. Bortset fra en fiffig løbescene, hvor Sonny viser glimt af et komisk talent.
Men ellers er det som flødeskumskager om søndagen. Man glæder sig umiddelbart og guffer det i sig med stort velbehag, men ved godt, at man skal have noget rigtig føde på et tidspunkt.
Danse-scenerne, som der er mange af, fungerer stort set upåklageligt, og det er uomtvisteligt, at Sonny Fredie-Petersen er en gudbenådet danser med en teknik, helt i særklasse.
Men faktisk er det lige før, at Sonny over-danser de andre med sin eminente krops-kontrol og teknik.
Hans achilleshæl
Det er til gengæld den kontrol, der er Sonnys akilleshæl i scenerne uden musik, hvor han skal spille med og mod de andre.
Til gengæld skal Silas Holst fremhæves for at slå sig umanerligt godt løs. Han er også en fremragende danse, og man kan se, at han har det sjovt med det, han laver. Og så har han faktisk en fin vokal og afleverer sine replikker med en vis flabethed, der giver gnist til rollen som Kenicki.
Holdets bedste stemme er uomtvisteligt Rikke Hvidbjerg, der med sin særlige klang hæver forestillingens musikalske niveau. Man kan både se og høre, at hun er en garvet musical-stjerne, og udover hendes vidunderlige vokal, er hun med til at give holdet bag Anna David og Sonny en gedigen professionel bund.
Som i øvrigt resten af Sonny og Davids 'crew'.
Kønsløse som forbillederne
Forestillingens ømme tå er musical-debutanten Anna David og Sonny Fredie-Petersen, der spiller deres roller ligeså kønsløst som forbillederne i filmen, Olivia Newton John og John Travolta.
Travolta har dog en flabet persona, som Sonny burde kigge nærmere på, og Olivia Newton-John er mere sikker i sin vokal end Anna David, der burde finde den sødme og inderlighed frem, man kan høre i hendes egne produktioner.
Hvis de to løsner op, tør give slip og give den én på godda’en sammen med resten af holdet, så får de 45.000, der allerede har bestilt billet, en oplevelse, der er mindst ligeså god som de bedste flødeskumskager fra det eksklusive Conditori La Glace.
Grease er nemlig bragende god underholdning, leveret top-professionelt, og uden dikkedarer.
Det er totalt designet mainstream-underholdning, sat i scene af musical-mogulen Jesper Rocazino Winge Leisner.
Men hvem kan ikke have brug for en 'fredag efter arbejde, hvor man bare må læne sig tilbage og blive rigtig godt underholdt i to timer', som en yderst tilfreds kunde sagde til BT, før hun gik hjem gennem Tivoli med et stort smil på læben.
Koreografi: Tim Zimmermann.
Dialoginstruktør: Kennet Kreutzman.
Kapelmester: Joakim Pedersen.
Medvirkende: Anna David, Sonny Fredie-Petersen, Julie Steincke, Silas Holst, Vicki Berlin, Rikke Hvidbjerg, Christine Astrid Nielsen, Kim Ace Nielsen, Christian Lund, Joye Moe m.fl.