Danske Gitte Nielsen er ked af de billeder, der lige nu går verden rundt af hende, siddende i en park med en flaske.

Det siger den danske Hollywood-agent Claus Hjelmbak, der har været i kontakt med Gitte Nielsen, efter den britiske avis The Sun i går bragte meget lidt flatterende billeder af den danske skuespiller. Billeder, hvor man ser hende ligge i en park i Los Angeles med en flaske vodka ved sin side.

- Jeg har talt med Gitte, og hun er selvfølgelig flov og ked af de billeder. Hun har arbejdet drønhårdt det seneste år, og hun tog sig en 'fridag'. De billeder er taget på et uheldigt tidspunkt, siger Claus Hjelmbak.

Han kender Gitte særdeles godt og ved, at hun har haft et hektisk år, hvor hun har rejst rundt og medvirket flere tv-programmer, blandt andet i Tyskland, hvor hun stadig er et stort navn.

Men den dag i parken havde hun bare brug for at give slip, mener hendes ven Claus Hjelmbak.

- Hun er mor, hustru og skuespiller. Hun er en kvinde, der normalt har kontrol over alt i sit liv. Men en enkelt dag havde hun bare brug for at give slip, siger han.

- Hun sidder i græsset, får sig en smøg og en vodka. Hun tager sig en pause og så bliver det til kollaps i alverdens medier. Det er langt, langt voldsommere end virkeligheden. Hun har det altså virkelig skønt, lover Claus Hjelmbak.

Og tilføjer, at den 49-årige mor til fire har flere tv-projekter under opsejling i Europa, hvor hun snart flyver til for at filme. Til daglig bor hun sammen med sin 16 år yngre mand Mattia Dessi i Hollywood.

Til Ekstra Bladet, hvor Gitte Nielsen ugentlig agerer brevkasseredaktør, fortæller hun, at hun har søgt hjælp.

- De sidste to år er gået rigtig godt - både med hensyn til arbejdet, min mand og mine børn. Desværre sker der så det her, siger Gitte Nielsen og understreger, at hun normalt ikke drikker.