Kvart i fire kørte den første cykelrytter fra start i Herning. Dermed er Giro d’Italias første etape skudt i gang i den jyske by, hvor flere tusinde mennesker har taget opstilling langs ruten.

- Der er mennesker overalt, og det er ikke alle, der snakker vestjysk. Der er selvfølgelig rigtig mange lokale, men der er også en del udlændinge, primært tyskere, fortæller projektleder Frank Hyldgaard til Berlingske Nyhedsbureau.

Det forventes, at op mod 120.000 tilskuere vil følge løbet i Herning, og lørdag eftermiddag er der enkeltstart på programmet.

- Det er gået rigtig godt, og vejret er nogenlunde med tørvejr og solskin, siger Frank Hyldgaard, der er glad for, at Giro d’Italia er kommet til byen.

- Det betyder meget for lokalbefolkningen, men forhåbentlig kan det også give et kendskab til Herning ude i verden, som kan afsmitte på turismen, siger han.

I morgen kører cykelrytterne anden etape i Herning, inden de fortsætter turen til Horsens. Ialt skal de 198 ryttere køre 21 etaper i løbet, der afgøres i Italien om tre uger.

Løbet køres hvert år i maj og anses for at være verdens hårdeste cykelløb. Det første Giro d’Italia blev kørt i 1909.

Flere danske ryttere har vundet Giro d’Italia, blandt andre Ole Ritter, Bjarne Riis, Jesper Skibby og Rolf Sørensen.