Og deres overraskelse over at vinde var på ingen måde prisbelønnet skuespil. Fordi de - som Bier udtrykte det fra scenen - "havde regnet med, at en film med en respekt-aftvingende tematik ville vinde".

Men "Den eneste ene" er nu også respekt-aftvingende, fordi den er en sjældent vellykket komedie i en klasse, vi herhjemme ikke har set meget længe. Og fordi det virkelig er noget af en præstation at lure i nærheden af 900.000 mennesker i biografen.

Så det var fuldt fortjent, at de tre dejlige tøser var "møjhamrende glade", og slet ikke kunne komme til for bare begejstring.

"Jeg havde fået bygget et vist hysteri op, så jeg var næsten ligeså bange for at vinde som for at tabe," buser det efterfølgende ud af en glædesstrålende og lettet Susanne Bier.

"Men det er det fedeste og så stort at stå der på scenen. Lige efter Marguerite Viby var blevet hædret," siger hun med ærefrygt i stemmen.

Og selvom man må sige, at Sidse Babett Knudsen er ved at være ret rutineret i at vinde priser - som kollegaen Paprika Steen tørt konstaterede, så "har hun været med to film, og vundet Bodil begge gange" - var den danske stjerne så rørt og bevæget på scenen, at hun havde svært ved at holde tårerne tilbage.

"Jamen, jeg ved virkelig ikke hvorfor, jeg blev så rørt. Måske fordi jeg aldrig har prøvet at høre nogen sige noget pænt om mig.

Men jeg er virkelig virkelig glad for den. Det er li'som at ha' fået en voksen Bodil (hendes første var for "Let's Get Lost", red.)," fortæller Sidse Babett, som kun havde turdet håbe på, men slet ikke regnet med, at Bodil'en var hendes.

Allermest overrasket var nok Paprika Steen, som selv havde sat Sofie Gråbøl som vinder. For samme film i øvrigt.

"For," forklarer hun hudløst ærligt, "jeg er jo ikke den type, som modtager priser nogensinde, jeg bli'r altid set som sådan én, der kommer ind i en film en fire-fem gange, og så har jeg været der.

Det er som om folk tænker, hun er så stærk, at hun ikke behøver en pris. Men vel er jeg ej.

Så jeg er virkelig Susanne (Bier, red.) dybt taknemmelig for, at hun overbeviste mig om at spille rollen.

For jeg ville ha' spillet Mulle (Sofie Gråbøls rolle, red.), men Susanne fik mig varmet op til rollen som Stella.

Og det er jeg utrolig glad for," siger den højgravide Bodil-vinder.

Ligeså taknemmelig på den konto er Sidse Babett Knudsen, som "ikke så mig selv som sådan en pudderdåse som Sus", og også endte med at blive overtalt af Bier. Og dermed blive en Bodil rigere.

Og således sejrede girlpoweren stort. Velfortjent stort!