Onsdag bliver det officielt: Newt Gingrich trækker sig fra kampen om at blive republikansk præsidentkandidat i 2012.

Allerede i sidste uge var der spekulationer om, at Gingrich’ kampagne sang på sidste vers, men først nu er han klar til at sige stop. Det meddeler han i en filmet besked til sine støtter, som han har lagt ud på sin hjemmeside.

- Onsdag vil jeg officielt stoppe kampagnen. Jeg vil sige det til jer først, for jeres indsats er livsvigtig. På grund af jeres hjælp har vi været i stand til at føre en fantastisk kampagne, siger Newt Gingrich.

Den 68-årige politiker, der i midten af 1990erne var formand for Repræsentanternes Hus, nåede at samle beskedne 137 delegerede og har under hele kampagnen haltet efter frontløberen Mitt Romney. Det ventes, at Gingrich onsdag vil kaste sin støtte bag netop Romney, og i mellemtiden minder han sine tilhængere om vigtigheden i at sætte Barack Obama fra bestillingen.

- Vores land står stadig over for en voldsom krise. Et genvalg af Barack Obama vil være en katastrofe. Vi har alle en forpligtelse til at gøre, hvad vi kan for at slå Obama. Min hustru og jeg vil forsatte med at føre kampagne, holde taler og gøre, hvad vi kan. Det er stadig det vigtigste valg i vores levetid, siger Newt Gingrich.

Der er nu kun to kandidater tilbage i det republikanske felt. Den eneste tilbageværende udfordrer til Mitt Romney, der er så godt som sikker på at vinde primærvalget, er libertarianeren Ron Paul.