En udenlandsk mand blev skærtorsdag, dagen efter den store narkofangst, fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Da retsmødet foregik for dobbeltlukkede døre, var det ikke muligt for en af BT's journalister, som var tilstede i retten, at få oplyst sigtelsen. Grundlovsforhøret endte med, at manden blev varetægtsfængslet i fire uger.
Ifølge BT's oplysninger er der dog tale om en 30-årig polsk mand, som blev anholdt i forbindelse med den store beslaglæggelse.Den 30-årige mand er dog siden blevet løsladt, oplyser Merete Olsen fra Østjyllands Politi til bt.dk.
Kokainfangsten på Aarhus Havn kan meget vel vise sig at være Danmarkshistoriens største.
- Der er absolut tale om en af de største sager i Danmark, siger Merete Olesen.
Det bekræfter Jørn Rise, der er formand for Dansk Told og Skatteforbund.
- Det et exceptionelt stort fund. I min erindring er der aldrig før blevet beslaglagt så stort et parti kokain i Danmark, siger Jørn Rise til bt.dk.
Hvis kokainen var kommet ud på det danske marked, kunne det have været en særdeles indbringende forretning for smuglerne.
- Partiets størrelse taget i betragtning, så vil jeg mene, at det er mellem 150 og 250 millioner kroner værd, men det afhænger af kvaliteten, siger Jørn Rise.