Kasper Schmeichel har vundet mesterskabet med Leicester og har med to straffesparksredninger mod Sevilla været afgørende for de engelske mestres store bedrift med at nå kvartfinalen i Champions League. Men fremtid ligger muligvis et andet sted end hos Leicester.
For nu er to af verdens største klubber angiveligt i gang med et kapløb om at hente Kasper Schmeichel. Real Madrid og Manchester United har begge udset sig Kasper Schmeichel som deres næste målmand, skriver det spanske medie Don Balon.
Ifølge mediet er især Real Madrid blevet ekstraordinært varme på tanken om at hente den danske landsholdsmålmand til klubben. De spanske giganter vil have en ny målmand i stedet for Keylor Navas, og mens de længe har gjort kur til Manchester United-målmanden David De Gea, har de nu også kastet noget kærlighed på Kasper Schmeichel.
Helt væk er Real Madrids interesse i David De Gea dog ikke, og derfor er José Mourinho altså også i gang med at kigge på markedet for målmænd, hvis Real Madrid skulle smide et monsterbeløb efter Manchester United-målmanden.
Derfor er også Manchester United meget interesserede i Kasper Schmeichel, skriver Don Balon.
Kasper Schmeichel skal dog først have overstået sæsonen med Leicester uanset, og de engelske mestre har siden fyringen af Claudio Ranieri fået rettet op på den nedadgående kurve. Kasper Schmeichel og co. har vundet de to seneste Premier League-kampe og ligger lige nu med tre points afstand til nedrykning, mens de altså også slog Sevilla ud af Champions League.
