I et industrikvarter i Glostrup ved København ligger det, der ser ud til at blive Danmarks dyreste forurening.

Siden 2002 har man vidst, at de klorerede opløsningsmidler, der i årtier blev produceret på adressen Naverland 26, truer vandboringer, der årligt leverer tre milliarder liter drikkevand til hovedstaden. Alligevel kom myndighedernes indsats først i 2010. Det skriver Politiken søndag.

- Det er den værste forurening i hele hovedstaden. Regionen kom for sent i gang med at gøre noget ved den, siger sektionsleder Anne Scherfig Kruse fra Københavns Energi til Politiken.

Siden undersøgelser og pumpeforsøg begyndte i 2010, har man fjernet mere end 1,5 ton klorerede opløsningsmidler - men der er langt mere dernede.

Forureningen har allerede nået Glostrup Forsynings boring i Vestskoven, og der er også stor risiko for Københavns Energis boringer lidt længere væk.

Samlet er næsten fem procent af alt hovedstadens drikkevand truet af denne ene forurening - der samtidig kandiderer til at blive Danmarks dyreste.

BNB