For første gang siden 27-årige Lilian Lepere blev reddet ud af trykkeriet, hvor terrorbrødrene Saif og Cherif Kouachi forskansede sig i fredagens gidseldrama, taler han nu om den forfærdelige oplevelse.

Til den franske tv-station France 2 fortæller han, hvordan han gemte sig i et lille køkkenskab. Her sad han i mere end otte timer, mens Kouachi-brødrene, der stod bag terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo onsdag i sidste uge, forberedte sig på antiterrorstyrkernes storm på bygningen.

Kouachi-brødrene endte efter mere end to døgns menneskejagt i et trykkeri i Dammartin-en-Goële 40 km. uden for Paris. Her tog de et gidsel, mens Lilian Lepere nåede at gemme sig for de svært bevæbnede terrorister.

Næsten ansigt til ansigt
Mens Lepere sad klemt sammen i skabet under en vask, kom terroristerne faretruende tæt på ham. Flere gange i løbet af det otte timer lange drama kiggede terroristerne i skabene, for at finde mad og drikke.

»En af dem kom og åbnede et skab lige ved siden af mit. Han fandt ikke noget interessant. Jeg troede, at han ville kigge i alle skabene,« siger Lepere til France 2.

Men til alt held kiggede de ikke i skabet under vasken, hvor Lepere gemte sig.

»Han (en af terroristerne, red.) stod og drak lige over mig. Jeg kunne høre vandet rinde. Jeg sad ved siden af vasken og kunne se hans skygge gennem døråbningen,« siger Lepere.

Og så løb det bogstavelig talt koldt ned ad ryggen på den grafiske designer, der arbejder på trykkeriet.

Hans ryg var lænet op af et vandrør, der var utæt, forklarer han.

»Jeg kunne mærke vand løbe. Det var et surrealistisk øjeblik. Fuldstændig surrealistisk. Jeg fortalte mig selv, at det var ligesom at være med i en film,« slutter han fortællingen.

Chefen reddede ham
Lilian Lepere er tydeligvis berørt af den voldsomme oplevelse. Undervejs i interviewet bryder han sammen i gråd. På grund af sin chef.

Det lykkedes nemlig den snarrådige chef, at aflede terroristernes opmærksom i et kort øjeblik, så Lepere kunne gemme sig i det lille skab, der måler omkring 90 gange 70 gange 50 centimeter.

Hans chef, ejeren af trykkeriet, Michel Catalano, så, at to svært bevæbnede mænd, var på vej ind i bygningen. Så han skyndte sig, at løbe hen til Lepere og sige til ham, at han skulle gemme sig.

Du kan se et kort uddrag af interviewet med Lilian Lepere med engelske undertekster på engelske Telegraphs hjemmeside.