"Jeg afleverede i sidste uge et forslag til Jørgen Huusom om at lade min licens-sag behandle af Dansk Professionelt Bokse-Forbunds medlemskreds, men Huusom har afvist min opfordring under henvisning til, at sagen fortsat kører uafklaret mellem forbundets og min egen advokat," siger en forurettet Gert Bo til B.T..

Han satte i januar Højesterets-advokat Niels Gangsted-Rasmussen på sagen omkring promotor-licensen, som DPBF-formand Jørgen Huusom i december bevilgede den tidligere boksestjerne til at arrangere stævner for ViaSat, men som han få dage senere kaldte tilbage igen.

"Jeg føler, at DPBF med vilje lader sagen gå i tomgang mellem sin advokat og min. I stedet har jeg nu taget skridt til at anlægge personlig erstatningssag mod DPBFs seks bestyrelsesmedlemmer," oplyser Gert Bo, der som æresmedlem vil overvære generalforsamlingen med taleret, men uden stemmeret.

"Jeg agter da bestemt at bruge min taleret, og det skulle da undre mig, om der ikke skulle være nogen i forsamlingen, der er ligeså målløs som jeg over den behandling, som DPBFs bestyrelse har budt mig."