Steven Gerrard stopper i Liverpool efter denne sæson, men ifølge avisen Liverpool Echo er der allerede dialog med klubben om en tilbagevenden for Liverpool-legenden.

»Da jeg meddelte, at jeg nu endeligt stoppede, gruede og fortrød jeg det virkelig, fordi jeg vidste, hvor hårdt det ville blive«, siger Steven Gerrard i et stort interview med Liverpool Echo torsdag, og nu bringer avisen så nyheden om, at der allerede har været tale om en tilbagevenden for Liverpool-kæmpen med over 700 kampe for klubben.

»Jeg havde en snak med Tom Werner (bestyrelsesformand, red.) og med Brendan Rodgers (Liverpools manager red.) for nylig om mine planer langsigtet og kortsigtet. Men der er absolut ikke aftalt noget. Jeg er gået i gang med trænerkurser, men vi bliver nødt til at vente og se, hvad der sker.«

Gerrard afviser altså ikke at vende tilbage til barndomsklubben, hvor han i 17 år har været en del af førsteholdstruppen. Men efter hjemmekampen mod Crystal Palace på lørdag, er det altså foreløbigt slut for Gerrard, der også glæder sig til at opleve Anfield fra tilskuerpladserne.

»Det bliver en anderledes oplevelse, men jeg tror også, at det kan blive en god oplevelse at komme til kamp som fan. Der er ikke noget pres, og man kan bare overvære kampen som en del af tilskuerne. Når alt kommer til alt, så er jeg jo fan. Det vil jeg altid være.«

Selvom Gerrard har frygtet det sidste fløjt på Anfield som Liverpool-spiller, så indrømmer han også, at det kan blive en lettelse.

»Jeg har været i spotlightet i den her by på det her hold i 17 år, og der har været op- og nedture. Der er nogen, der ikke forstår, at det nogle gange kan være hårdt at leve dér, hvor du spiller din fodbold. Så jeg tror også, det bliver en lettelse om et par uger (når Premier League-sæsonen er overstået, red.).«