»Folk på vejen er sure over hans opførsel. Han har en ubehagelig attitude og opfører sig som om, hele verden skal indrette sig efter hans hoved.«
Sådan lyder det fra Ulla Heegaard, der bor på samme vej som den stenrige topadvokat Jan Leth Christensen, der har købt ejendommen Sigridsvej 25 i Hellerup i første række til Øresund.
Hendes utilslørede udmelding kommer, efter BT torsdag kunne fortælle, at Gentofte Kommune har politianmeldt Jan Leth Christensen for at opsætte et ifølge kommunen ulovligt byggepladshegn på en høfde, der rækker ud i Øresund, og dermed forhindrer kvarterets beboere og alle andre i at gå langs stranden.
Jan Leth Christensen købte i maj 2016 Sigridsvej 25 for 27 millioner kroner for at rive den gamle villa på grunden ned og i stedet opfører et topmoderne palæ i glas og beton, tegnet af den danske, verdensberømte stjernearkitekt Bjarke Ingels. Byggeriet har blandt andre fået tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der bor på parallelvejen Sundvænget, til at rette en bekymret henvendelse til Gentofte-borgmester Hans Toft.

Jan Leth Christensen er også raget uklar med sine naboer på Sigridsvej 23, hvis stakit han uden varsel har revet ned, men efter et efterfølgende hegnssyn er blevet påbudt af genopføre.
Også Jens Liisberg, der bor på Sigridsvej 20, er pikeret over Jan Leth Christensens facon.
»Hans opførsel er direkte ubehagelig og tilstedelig. Han føler, at han er hævet over alle andre og bare kan gøre, som det passer ham. Hovedparten af beboerne her på Sigridsvej og i kvarteret - vi er vel en 30-40 stykker - opfatter hans tilgang til tingene som utilstedelig,« siger han.
Den beskrivelse kan Jan Leth Christensen ikke genkende.
»Der er to måske tre naboer, der er utilfredse med byggeriet, og så er der måske tre-fire, der utilfredse med færdselsproblemet (den spærrede passage over høfden, red.). Der bor vel omkring 75.000 mennesker i Gentofte Kommune, og så er der to-tre mennesker, der er sure, fordi deres udsigt bliver taget. Jeg er kørt op og ned ad Sigridsvej mange gange og har fået mange positive tilkendegivelser om, at de glæder sig til, at det her hus bliver til noget,« siger Jan Leth Christensen.
Han tilføjer, at de største kritikere af hans byggeri er naboerne på Sigridsvej 23, der i sin tid selv har udstykket den grund, han har købt.
»Det gamle hus på grunden var lavt. Mit nye hus bliver lige så højt (op til 12 meter, red.), som det hus, de selv har. Og det vil de ikke have, fordi de har et højt hus, hvor de kunne kigge ud over det hus, der lå her, da jeg købte grunden. Nu bygger jeg så et hus, der er lige så højt, som alle de andre huse, der ligger på vejen, og det er de sure over. Jeg har bare søgt en byggetilladelse i henhold til den lokalplan, der gælder for min grund. Det har jeg altså lov til ifølge gældende regler,« siger han.
Gentofte Kommune har med visse ændringer godkendt byggeriet af glas- og betonpalæet, og ifølge Jan Leth Christensen bliver byggeriet påbegyndt om en måned og ventes færdigbygget om cirka halvandet år. Det gamle hus på grunden er revet ned.
Ulla Heegaard er alt andet end tilfreds med den afskærmning, Jan Leth Christensen har fået opsat rundt om byggetomten.
»Det ser hæsligt ud.«