Peter Frederiksens sydafrikanske kone er angiveligt flygtet ud af landet og har efterladt deres to fælles børn til de sociale myndigheder.

Hustruen til den 63-årige dansker, som i øjeblikket sidder fængslet i Sydafrika, sigtet for at have omskåret og skamferet 21 kvinder, har forladt Sydafrika.

Det skriver  avisen Saturday Star.

Peter Frederiksen skabte chok og rædsel ikke bare i Sydafrika, men i hele verden, da det for nylig kom frem, at han havde en fryser med resterne af 21 kvindelige kønsorganer. Han er nu sigtet for seksuelle overgreb og ulovlig omgang med kropsdele.

Ifølge den sydafrikanske avis skulle hustruen være én af de mange kvinder, Frederiksen har forulempet, og det var angiveligt hende, der tippede politiet om mandens makabre hobby.

Saturday Star mener at vide, at Frederiksens kone nu opholder sig i det afrikanske kongedømme Lesotho, mens børnene på to og fire år er overdraget til de sociale myndigheder.

En stor del af ofrene for Peter Frederiksens forbrydelser menes at stamme fra Lesotho, og i øjeblikket gør politiet en ihærdig indsats for at finde frem til dem.

»Vi er i konstant kontakt med politiet i Lesotho. Vi betragter det her som en grov forbrydelse,« siger talsmanden for politiet, Hangwani Mulaudzi, til Saturday Star.

Politiet er opmærksom på, at sagen kan være pinlig for ofrene, og derfor forestår der nu et stort arbejde med at finde dem.

»Alligevel opfordrer vi dem til at melde sig, for det vil hjælpe os i vores efterforskning.«

Han tilføjer, at pakkerne i fryseren var dateret.

»Nogle af dem var dateret helt tilbage til 2012. Det betyder, at han kan have gjort det her i lang tid.«

»Vi kan ikke engang begynde at se på muligheden for, at vi skal tilføje drab til tiltalen, for vi ved ikke, om kvinderne er i live eller ej.«