Den anden dag havde vi 54 patienter på afdelingen - vi er normeret til 28. Der er en uskreven regel om, at man ikke må løbe på gangen. Men altså... Folk havde et vildt blik i øjnene, der var rigtig mange bolde i luften. Og så er det ikke altid, at folk får deres pauser. Så må de jo tage dem, når de har fri.

Presset får os til at kommunikere dårligere, og vi går på kompromis med vores faglighed. Tiden løber fra os. Indbyrdes snakker vi om, at vi simpelthen ikke har tid til de enkelte patienter. Så man får dårlig samvittighed og bliver konfronteret med det, hver gang vi går ind til patienterne. Vi skal bruge meget tid på at forklare, hvorfor de ikke bliver plejet.

Langt de fleste patienter, der kommer ind til os, går jo gennem kæmpe kriser i deres liv. Vi burde sætte os ned til dem, der har brug for det, og holde dem i hånden. Det er der jo mindst lige så meget brug for, men det er ikke ret tit, at vi har tid til det.

Samtidig ligger patienterne nogle gange og venter en hel dag på bare at blive udskrevet, fordi der mangler læger. De fylder også i vores bevidsthed. Allerede dengang Ringkøbing Sygehus lukkede i 2009, og vi skulle tage imod deres patienter med samme antal sygeplejersker, tænkte vi, at det ikke kunne lade sig gøre. Vi var frustrerede. Det gik jo ud over vores omsorg og pleje af patienterne. Og det er kun blevet værre siden.

Der er kommet meget mere fokus på kun at fokusere på det allermest livsnødvendige. Der er kommet meget mindre tid til den enkelte patient og den grundige sygepleje. Patienter, der har behov for at komme i bad, bliver bare klatvasket, de der sidder i kørestol, bliver ikke mobiliseret, og der er heller ikke tid til at tale med pårørende. Der er samtidig en større risiko for, at patienterne får forkert eller slet ingen medicin. Patienterne skal nok få vådt og tørt, så de kan overleve, men ikke mere end det. Sådan burde det ikke være.

Det har stået på i så mange år, at vi har affundet os med det. Men vi sygeplejersker er jo pæne og ordentlige, så vi går ikke ud og strejker. Vi venter også med at gå på toilettet og spise mad, til vi har fri. For hvis vi lader patienterne i stikken, hvem er de så overladt til?

Jeg blev sygeplejerske efter en periode i et ufaglært job på operationsgangen på Silkeborg Sygehus. Jeg blev grebet af stemningen - det akutte tændte mig. Men nu tænker jeg mere og mere over, om det er det rigtige, jeg laver. Jeg ved, hvorfor jeg ville være sygeplejerske, men jeg kan ikke længere finde det frem. Jeg skal virkelig grave dybere for at få glæden frem.

På afdelingen snakker vi tit om, hvad vi ville finde på, hvis ikke vi lavede det her. Jeg er nok ikke altid det mest positive menneske, der kommer hjem fra arbejde. Du har ikke overskud til familie og børn, og så kan du pludselig blive spurgt om at komme på arbejde, fordi en kollega er syg. Det medvirker til stress. Det er der ikke mange, der har lyst til. Men så ved jeg jo også bare, at de har mere travlt, hvis ikke jeg kommer.

Når det hele fungerer på arbejdet, kan jeg god lide det, jeg laver. Selvom jeg ikke gør en forskel, så gør jeg jo alligevel. Man kan vænne sig til hvad som helst. Vi taler om alt det her på personalemøderne, men der sker ikke noget. Det er længere oppe i systemet, den er gal. Det virker ikke som om, at de, der tager beslutningerne, ved, hvad der sker på gulvet.

Hvor er det meningen, at det her skal bære hen? Hver gang der bliver skåret ned, bliver der bare endnu mere travlt, og patienterne bliver bare mere syge. Vi har mistet kampgejsten, for det kan ikke længere nytte noget at gøre en hel masse. Vi ved ikke, hvad vi skal bruge det til.