»Ja, jeg kysser mit barn på munden, og det bliver jeg ved med.«

Sådan lyder det fra blogger Stephanie Kessler Christiansen, bedre kendt fra tv-programmet 'Familien på Bryggen' som Linse Kesslers datter Geggo.

Sidste år advarede en amerikansk psykolog forældre om at kysse deres børn på munden, fordi hun mente, det ville gøre børnene 'seksuelt forvirrede'.

Herhjemme vakte det voldsomt debat, da flere daginstitutioner i forsommeren indførte en såkaldt 'kysse-politik', som forbyder pædagogerne at kysse børnene.

Og den tidligere Spice Girl, Victoria Bechman kom ud i alvorlig modvind, da hun postede et billede på instagram, hvor hun kysser sin datter.

Nu blander Geggo sig i debatten og skriver på sin blog Geggosverden.dk, at hun kysser sin lille knap seks måneder gamle datter Alba så meget, som hun overhovedet kan.

'Jeg kysser mit barn lige på trutteren, og jeg gør det mange, mange gange om dagen. Det vil jeg fortsætte med, indtil hun selv en dag måske siger fra, og der vil det nok skære lidt i mit moderhjerte, men der vil jeg selvfølgelig respektere hendes valg,' skriver hun blandt andet og fortsætter:

'Og ved I hvad? Det, synes jeg bare, er SÅ skønt at gøre. Og det vil jeg også synes, når hun en dag er større, og jeg finder det nøjagtigt ligeså naturligt som amning – hun er mit barn, hun er noget jeg har kreeret, og hvis man synes, det er unaturligt, eller det sætter tanker igang i hovedet hos folk – så tror jeg, det er deres tankegang, den er gal med, og ikke selve handlingen fra moderen.'

'Call me a hippie, men jeg går ind for, at mit barn skal opdrages med kys, kram og kærlighed – hun skal for evigt føle sig tryg hos mig og vide, at jeg er hendes mor, og at jeg altid er der for hende. Hvis hun aldrig afviser mine kys, så (chok!) kysser jeg hende også på munden som voksen – det gør jeg faktisk også med min mor og med min mormor. Kærlighed er skønt!'

Geggo har tidligere udtalt, at hun også har tænkt sig at langtidsamme sin datter. Hvis Alba selv er med på den, vil Geggo gerne give hende brystmælk i op til to år, har hun tidligere fortalt.

Geggo har datter Alba med Cengiz Mads Salvarli. Sammen driver de en skønhedssalon.