Gedved Fjerkræslagteri står ikke til at redde, og en konkursbegæring kan ventes i begyndelsen af næste uge.

Det vurderer advokat Ulla Ullvit, der siden slagteriet gik i betalingsstandsning og 120 medarbejdere blev sendt hjem onsdag, har endevendt slagteriets økonomiske situation.

- Vi har ikke modtaget én eneste henvendelse om eventuelle investeringer i slagteriet, og da bestyrelsen også allerede inden betalingsstandsningen havde haft følere ude til andre slagterier med henblik på salg eller fusion, så vurderer jeg situationen som udsigtsløs, siger Ulla Ullvit til Ritzau.

De cirka 40 leverandører, der indtil i tirsdags har sendt 60.000 kyllinger til slagtning i Gedved om dagen, kan dog fortsætte med at producere fjerkræ, da Danpo og Pose Poultry overtager de kyllinger, der ellers skulle have været slagtet i Gedved.

/ritzau/