Andre gange optræder prinsen behersket som en lille gentleman, der høfligt giver hånd til både tv-værter og fotografer.

Han er nummer to i arvefølgen, men hans forældre prøver at give ham en så normal barndom som muligt ved bl.a. at lade ham gå i en kommunal børnehave.

Kun halvandet år gammel blev han storebror, så han har hurtigt skullet lære at dele sin mor og far. Måske virker han derfor af og til lidt gammelklog.

I kronprinsparrets kreds er han kendt som en velopdragen, åben og kvik dreng, der er dygtig til at formulere sig.

I modsætning til sin far ser det ikke ud til, at Christian vil få det svært med pressen og den offentlige bevågenhed. Det kunne man bl.a. se under dåben af prins Henrik i sommer, hvor han ubesværet pjattede rundt på den røde løber.