Gambia fortsætter massehenrettelser
De gambiske myndigheder fortsætter med at henrette dødsdømte. Landets præsident har garanteret sin befolkning, at der ikke vil være flere fanger tilbage på dødsgangen, når kaldenderen viser oktober.
De gambiske myndigheder fortsætter med at henrette dødsdømte. Landets præsident har garanteret sin befolkning, at der ikke vil være flere fanger tilbage på dødsgangen, når kaldenderen viser oktober.
GAMBIA: Gambia henrettede mandag ni fanger ved skydning, oplyser landets indenrigsministerium.
Dermed fortsætter den vestafrikanske republik, hvor den slap i sidste uge, hvor den pludselig genoptog henrettelsen af fanger fra dødsgangen efter mere end 26 års officiel pause.
- Offentligheden advares hermed om, at retshåndhævelsen af fred, stabilitet og beskyttelsen af liv, ejendom og frihed ikke vil blive kompromitteret, står der i en pressemeddelelse fra ministeriet, der også oplister navnene på de ni personer, der mandag blev skudt.
Gambias præsident Yahya Jammeh har lovet sin befolkning, at samtlige af de 47 dødsdømte personer i Gambia vil være henrettet senest medio september. Og noget kunne tyde på, at landet er godt på vej mod at nå sit mål. I sidste uge blev mindst ni personer ifølge Amnesty International henrettet, skriver AFP ifølge Yahoo News.
Selvom Gambia officielt har holdt pause med henrettelserne siden 1985, så er der ifølge flere kilder tegn på, at landet i realiteten ikke har holdt sig tilbage. Det er blandt andet gået ud over regeringens modstandere, og så sent som sidste år blev tidligere militær-, efterretnings- og politichefer dømt til døden for forræderi. En anklage, der jævnligt regner ned over gambiske topembedsmænd, og som tolkes som udtryk for en paranoid præsident.
EU har på det kraftigste fordømt henrettelserne i Gambia, og EUs udenrigschef Catherine Ashton advarer om, at fortsatte henrettelser vil få konsekvenser.
- Jeg minder den gambiske regering om dens internationale forpligtelser og om landets tilsagn om respekt for menneskerettighederne, siger hun blandt andet og tilføjer:
- Set i lyset af disse henrettelser vil EU hurtigt overveje en passende reaktion.