Han havde drukket tæt alene hjemme på basen i det sydlige Afghanistan. Ingen ved præcis, hvornår han forlod barakkerne. Men da Robert Bales kom tilbage tidligt om morgenen 11. marts havde den 38-årige amerikanske soldat blodet fra ni afghanske børn og otte af deres forældre på sin uniform.

17 uskyldige mennesker var døde. Chokerede vidner kunne berette, hvordan flere af de helt små børn var blevet henrettet på nært hold af den råbende amerikanske soldat. Og en bedstefar og en mor fortalte både afghanske og amerikanske myndigheder, at Robert Bales havde sat ild til flere af de døde kroppe, han efterlod sig i de ydmyge afghanske lerhytter.

I dag er Afghanistan på nippet af en revolution imod de amerikanske besættelsestropper. Den amerikanske præsident Barack Obama overvejer at fremskynde tilbagetrækningen af samtlige tropper fra Afghanistan. Og midt i panikken og nye Al Qaeda-trusler imod alle fremmede soldater i det mellemøstlige land, er massemorderen Robert Bales smuglet ud af landet.

Nu sidder han i militærfængslet Fort Leavenworth i staten Kansas, hvor han netop er blevet sigtet for 17 overlagte mord.

Ifølge amerikanske lovgivning risikerer Robert Bales dødsstraf - eller minimum livsvarigt fængsel.

Og mens amerikanerne forsøger at komme sig over chokket, og mens afghanske myndigheder fortsat forlanger Bales udleveret til rettergang i deres land, afsløres den uhyggelig sandhed bag det massemord, der sagtens kunne være undgået, hvis bare nogen havde lyttet - og reageret.

I månederne før dét, der skulle blive hans sidste udstationering, havde Robert Bales og hans familie (kone og to børn) nemlig tigget de amerikanske myndigheder om at undtage ham fra flere udsendelser.

Efter tre traumatiske ture og ligeså mange år i Irak havde Sergant Bales nemlig allerede været igennem rigeligt.

Ti af hans venner var blevet sprængt i luften af landminer eller skudt af snigskytter i Irak.

Selv havde han deltaget i adskillige aktioner, der efterlod snesevis - måske hundredevis - af irakiske soldater døde.

Og i stedet for endnu en udstationering tiggede Bales om at blive rekrutteringskonsulent, rådgiver eller hvad som helst, der ville gøre det muligt at blive sammen med sin familie, der i forvejen kæmpede for deres psykologiske overlevelse.

På grund af manglende sygesikring og et væld af regninger havde Bales-familien oparbejdet en gæld, der tvang dem ud i bankerot. De havde allerede efterladt ét hjem til tvangsauktion.

Mens Robert Bales blev tvunget ud på sin fjerde tur - den første i Afghanistan, måtte konen og børnene leve i noget, der i tiltagende grad mindede om fattigdom.

Når der var tid til snak, fortalte Robert Bales sine soldaterkammerater i Afghanistan om den familie, han følte, at han havde svigtet totalt.

Men efter massemordet viser det sig, at systemet ikke var historiens eneste synder.

Lang tid før han lod sig indrulle i den amerikanske hær, var Robert Bales nemlig flere gange på kant med loven. Han var, siger flere eksperter, en tikkende bombe.

I 2008 blev Bales således anholdt for først at forulempe en kvinde og siden overfalde og banke hendes kæreste.

Sagen kom aldrig for retten. Men en dommer idømte alligevel Bales 20 timers tvungen undervisning i at styre sin vrede.

Men dette fuldemands-overfald var ikke det første.

Således blev Robert Bales i 2002 anholdt og fængslet for groft overfald på en sikkerhedsvagt i et amerikansk kasino. Og før militæret i sin karriere som finansiel rådgiver blev Robert Bales flere gange hevet i retten af klienter, der anklagede ham for svindel og tyveri.

Nu skulle man tro, at den slags strafferegister, ville gøre det svært at blive indrullet i den amerikanske hær. Og det forlyder nu også, at Bales arbejdsgivere i hæren gjorde deres bedste for at holde disse oplysninger hemmelige. Efter mere end 11 års krig i Afghanistan har det amerikanske militær nemlig tiltagende svært ved at finde frivillige til en opgave, der er både lavtlønnet og livsfarlig.