Gældsplagede sydeuropæere søger mod Tyskland
Langt flere grækere og spaniere forlader den dårlige økonomi derhjemme for i stedet at søge mod Tyskland, hvor økonomien lysner.
Langt flere grækere og spaniere forlader den dårlige økonomi derhjemme for i stedet at søge mod Tyskland, hvor økonomien lysner.
Indvandringen i Tyskland lå sidste år på det højeste niveau i 16 år, og det skyldes blandt andet, at indbyggere fra dybt forgældede lande i Sydeuropa, som Grækenland og Spanien, søger mod Europas økonomiske magtcentrum.
Det viser nye tal fra Tysklands Føderale Statistikbureau ifølge Reuters.
- Immigrationen steg især fra de lande, der har været hårdt ramt af krisen, især Grækenland og Spanien, forklarer statistikbureauet.
Indvandringen fra Grækenland er steget i takt med at landets økonomiske situation er kommet mere og mere ud af kontrol, og det førte i 2011 til, at omkring 24.000 grækere søgte mod Tyskland, hvilket er en stigning på 90 procent i forhold til året før. Samtidig flyttede omkring 21.000 spaniere til landet, det svarer til en stigning på 52 procent i forhold til i 2010.
Det er dog stadig indbyggere fra lande i den tidlige østblok, som blev optaget i EU i 2004, der tegner sig for størstedelen af indvandringen i Tyskland. For at beskytte deres jobmarkeder indførte Tyskland og Østrig dengang en syvårig lang undtagelse fra EU-reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed for folk, der kommer fra et tidligere kommunistland som Polen, Tjekkiet eller Ungarn. Den aftale udløb dog i maj sidste år, og det fik indvandringen fra den tidligere Sovjet-blok til at stige kraftigt.
Tysklands tiltrækning steget betydeligt, mens krisen i eurozonen er vokset. Tyskland er ikke så hårdt ramt af den økonomiske krise som mange andre lande, og landet med Europas største økonomi præsterede i det første kvartal af 2012 en vækst på 0,5 procent. Samtidig er arbejdsløsheden faldet til 6,8 procent, mens den er steget over store dele af det øvrige Europa.