Gaddafi-støtter anholdt efter blodigt angreb
En gruppe af Muammar Gaddafis tidligere allierede er mistænkt for at stå bag søndagens bombeangreb i Libyen.
En gruppe af Muammar Gaddafis tidligere allierede er mistænkt for at stå bag søndagens bombeangreb i Libyen.
LIBYEN: Det er snart et år siden, at Libyens tidligere leder Muammar Gaddafi blev dræbt, men der er stadig nogle, der forsøger at holde fast i det gamle styre.
Sent søndag blev 32 af Gaddafis tidligere støtter anholdt i forbindelse med det angreb, der tidligere på dagen kostede to mennesker livet. Det oplyser Libyens øverste sikkerhedsmyndighed, der har stået for sikkerheden i landet, siden Gaddafis død.
De 32 personer har været med i et organiseret netværk af tidligere Gaddafi-støtter, og der er forbindelse mellem dem og dagens angreb, oplyser en talsmand for sikkershedsmyndigheden ifølge Reuters.
Tre kraftige bilbomber eksploderede tidligt søndag morgen i Libyens hovedstad, Tripoli, og dræbte mindst to personer.
Ifølge Reuters fandt eksplosionerne sted i tæt bebyggede områder i byens centrale del.
Den første bombe detonerede tæt ved indenrigsministeriets administrationskontorer, men her kom ingen til skade. Da politiet ankom til gerningsstedet, fandt de yderligere en bil med sprængstof, der også skulle være eksploderet, men som af ukendte årsager ikke gik af.
Et par minutter efter den første eksploderede yderligere to bomber med sekunders interval foran en politiskole for kvinder, som myndighederne har anvendt til internerings- og forhørscenter.
Ved eksplosionen her blev to civile dræbt og blev dermed de første dødsofre for den sporadiske vold efter oberst Gaddafis fald og indsættelsen af et nyvalgt parlament.
Eksplosionerne fandt sted, mens troende i stort tal var på vej til moskeer for at bede på den muslimske helligdag eid, der markerer afslutningen på fastemåneden ramadanen.
4. august eksploderede en bilbombe tæt ved militærpolitiets kontorer i Tripoli, uden at nogen kom til skade. Bomben var den første efter Gaddafis fald.