Tre dage efter bombardementerne begyndte i Libyen, er inderkredsen og vigtige dele af magtapparatet, bl.a. hæren og sikkerhedsstyrkerne, stadig loyale over for Muammar Gaddafi.

Men støtten er skrøbelig. Den baserer sig i høj grad på "betalt støtte” i form af privilegier og massive økonomiske pengeoverførsler til dem, der stadig holder stand, lyser vurderingen fra flere sider. - Gaddafi har en stærk inderkreds bestående af sin familie, medlemmer af sin Gaddafa-stamme, en snæver magtelite fra hæren og sikkerhedsstyrkerne. De har i årevis nydt godt af at være netop en del af magtbasen. Mange af dem er købt af Gaddafi, siger Peter Seeberg, centerleder for Mellemøststudier på Syddansk Universitet (SDU).

Gaddafis magtbase er dermed ikke bygget på stærke religiøse, nationalistiske eller antivestlige ideologier. Ifølge Seeberg er det langt overvejende pengene og udsigten til et privilegeret liv, langt over den almindelige libyers dagligdag, der har sikret Gaddafi en trofast skare af lakajer og medløbere.

- Efter de første dage af oprøret lykkedes det Gaddafi at få styr på sin magtbase, mobilisere den og få kontrol over situationen. Men det er ikke ensbetydende med, at store befolkningsgrupper følger ham og er loyale mod ham. Jeg er overbevist om, at store dele af befolkningen brændende ønsker, at Gaddafi bliver fjernet fra magten.

Se billederne: Gaddafi-styrker sprængt i luften

Starten på faldet

Koalitionen, der i øjeblikket bomber den libyske hær, går – i hvert fald ikke officielt – efter Gaddafi, selvom et af hans paladser i Tripoli i nat blev bombet. Men Gaddafi risikerer let at ende som Mellemøstens nye Hussein eller bin Laden, der må gemme sig i huler og flytte fra sted til sted, vurderer Seeberg.

Men hvor hurtigt faldet vil ske, er endnu for tidligt at sige noget om.

- Gaddafi har tidligere vist sig særdeles hårdfør, og han har i årevis opbygget en stærk magtbase omkring ham. Det kombineret med en ufattelig rigdom gør det svært at spå om, hvornår han i givet fald vil forsvinde fra magten i Libyen. Men jeg er overbevist om, at magten er begyndt at smuldre omkring ham. De første folk fra inderkredsen har allerede forladt ham, siger Peter Seeberg.