93-årige Alfred Luik er normalt ganske optimistisk i forhold til de ting, hans plejecenter tilbyder. Bingo vil han gerne spille. Aerobic er også sjovt. Men havearbejde – det gider han virkelig ikke.
Så på en dag dedikeret til havearbejde ville han hellere ud i solen og nyde en kold øl.
Og det kan ingen vist fortænke den 93-årige herre i. Heller ikke hans hjemmehjælper Gavin, som derfor tog på pub med sin beboer.
Her bestilte Alfred Luik en stor mørk fadøl, mens Gavin nøjedes med en lysere letøl.
Nu hyldes han og resten af medarbejderne på det svenske plejecenter Kärsdala Vård-& Omsorgsboende for den medmenneskelige gerning.
På Facebook har de delt historien om Alfred og Gavin, som i skrivende stund har fået over 16.000 likes og er blevet delt næsten 3000 gange.
Til Expressen uddyber chefen for centret den søde historie:
»Vi har altid mange aktiviteter kørende. Havearbejde, måske planter vi blomster, aerobic, bingo samt helt traditionelle ting, som er vigtige. Alfred er klar på det meste, men det er ikke rigtig noget for ham at sidde og plante blomster,« siger Hans Nygren.
Alfred Luik er nemlig ikke så godt gående, og havearbejde er hårdt, når man har en rollator at klamre sig til.
Derfor spurgte medarbejderen Gavin, hvad den ældre mand hellere ville lave.
»Gå ud i solen og få en kold øl,« lød svaret.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ifølge centerchef Hans Nygren har den lille hyggestund dog ikke gjort den ældre herre forvænt.
»Her til morgen sagde Alfred: ’I dag er det for koldt at sidde udenfor og drikke øl, så vi tager den i næste uge i stedet’,« fortæller Hans Nygren til Expressen.
På Facebook vrimler kommentarerne fortsat ind. De fleste hylder plejecentret for at lytte til beboerne og give dem små simple oplevelser, som betyder så meget.
Der er dog også dem, der ikke forstå, hvordan Alfred og Gavins hyggestund kan få så meget opmærksomhed:
»Det er helt uforståeligt, at dele af vores samfund er så dehumaniserede, at en normal medmenneskelig handling får heltestatus. Al ære og respekt til Gavin, som gjorde dét, som systemet ikke tillader – end ikke i ånden. Skål!« skriver Facebook-brugeren Thomas Hermann bl.a.
Til det har plejehjemmet svaret:
»Det simpleste er ofte det bedste. Lige på denne dag var øllet det bedste.«