Gåtur i randzone kan udløse bøde
Indtil de såkaldte randzoner er forvandlet fra mark til udyrket natur, skal man overveje en ekstra gang, om det kan betale sig at tage en gåtur i de hidtil forbudte områder.
Indtil de såkaldte randzoner er forvandlet fra mark til udyrket natur, skal man overveje en ekstra gang, om det kan betale sig at tage en gåtur i de hidtil forbudte områder.
Selv om randzonerne fra og med 1. september er blevet tilgængelige for offentligheden, så kan det blive en dyr affære at bevæge sig ind i dem.
Områderne er stadig et »no go«, så længe de stadig er mark og ikke udyrket natur. Det dikterer naturbeskyttelsesloven.
- Reglerne i naturbeskyttelsesloven er rimeligt klare. Man må gå på et areal, der er udyrket, men det kan ikke blive udyrket fra den ene dag til den anden, og det er det, vi som udgangspunkt vil holde os til, siger kommunikationsmedarbejder Carsten Andersen fra Rigspolitiet ifølge en pressemeddelelse fra organisationen Bæredygtigt Landbrug.
Derfor bliver politiet også nødt til at reagere på henvendelser fra landmænd, der har ubudne gæster på markerne.
- Hvis der ringer en landmand ind til politiet i morgen og siger, at der går nogen i hans mark, vil vi bede dem om at flytte sig. Hvis de ikke vil det, kan vi give dem en bøde, siger Carsten Andersen.
Og det kan tage sin tid, før bøderisikoen ved at bevæge sig ind i randzonerne er væk.
Landsretten vurderede i 2006, at det kan tage op til fem år, før en mark er omdannet til udyrket natur, som offentligheden kan bevæge sig ind i uden at får en sur landmand på nakken.