Når det går løs med Singapores grand prix senere på måneden, vil Kevin Magnussens team give træningstid til holdets reservekører, Antonio Giovinazzi.
Egentlig skulle den 23-årige italiener have haft køretid ved træningen til det italienske grand prix på Monza-banen i sidste weekend, men af forskellige årsager besluttede Team Haas at droppe ideen.
I stedet bliver det altså fredag i næste uge, at der bliver køretid til Antonio Giovinazzi. Det skriver Team Haas på holdets Twitter-konto.
»Giovinazzi får FP1-sessionen i Singapore som kompensation for den aflyste session sidste fredag i Monza,« lyder det.
I meddelelsen ligger ikke direkte, at Kevin Magnussen så skal stå over. Det kan i princippet lige så godt være holdkammeraten Romain Grosjean.
Men det er med allerstørste sandsynlighed danskeren, der går glip af en trænings-session, da det for det første var meningen, at han skulle have stået over i den første træmning i Monza. Og for det andet er det på forhånd kun meldt ud, at Romain Grosjean skal stå over i det mexicanske grand prix i sidste weekend af oktober.