G8 kræver handling fra euro-landene
Krisen i den europæiske økonomi er et af de store emner ved G8-topmødet. Der er bred enighed om, at man er nødt til at skride til handling, fortæller den britiske premierminister.
Krisen i den europæiske økonomi er et af de store emner ved G8-topmødet. Der er bred enighed om, at man er nødt til at skride til handling, fortæller den britiske premierminister.
Krisen spidser til i euro-zonen, og nu er det på tide, at landene finder en løsning på de voksende, økonomiske problemer.
Det er budskabet fra G8-topmødet, hvor lederne af verdens otte største i disse dage er samlet på den amerikanske præsidents landsted, Camp David, for at drøfte de store udfordringer for verdensøkonomien.
Når det gælder den europæiske krise, er der foreløbig udbredt enighed, fortæller den britiske premierminister, David Cameron, til nyhedsbureauet Reuters.
- Vi er enige om behovet for en fælles forståelse for, hvor alvorlig situationen rent faktisk er. Derefter skal landene sikre, at de har stærke banker, effektive planer til at reducere deres gæld, god regeringsførelse og beredskabsplaner for alle tænkelige scenarier, siger Cameron.
Han roser samtidig den tyske kansler, Angela Merkel, for hendes udtalelser om, at alle lande skal lægge stærke planer for at komme ud af deres budgetunderskud.
Der skal dog også være plads til vækst, lyder det fra en fraktion af G8-lederne, der består af USAs præsident Obama, Frankrigs nyvalgte præsident Hollande samt Italiens premierminister, Mario Monti. De ligger dermed pres på Merkel, der har været fortaler for besparelser som den primære metode til at få den tyngende gæld bragt ned.
Et udkast til en fælles udtalelse fra topmødet viser ifølge Reuters, at lederne vil slå fast, at der er »bydende nødvendigt at skabe vækst og beskæftigelse«.