I århundreder har det seksuelle g-punkt hos kvinder affødt både myter, frustration og skepsis. Særligt lægevidenskaben har sået tvivl om, hvorvidt det overhovedet fandtes, da der hverken kunne dokumenteres et særligt organ eller struktur det pågældende sted i kvinden.
Nu slår den russiske forsker og gynækolog Adam Ostrzenski fast, at det findes. Han udover at være gynækolog også leder af Gynækologisk Institut i St. Petersborg og professor ved Florida International University.
Og han har - efter at have dissekeret en 83-årig død kvinde - fundet den eftersøgte 'struktur'. Det skriver videnskab.dk
- Det er min overbevisning, at denne struktur ikke kun forefindes i den ældre dame. Den findes hos alle kvinder. Ingen troede, at det kunne lade sig gøre at identificere G-punktet, og jeg var faktisk selv meget skeptisk. Men hvis det fandtes, så regnede jeg med at ville finde det netop dér, siger Adam Ostrzenski til Toronto News.
Det sker i forbindelse med, at hans resultater er blevet publiceret i det førende videnskabelige tidsskrift på området, Journal of Sexual Medicine.
Den afdøde kvinde fik han udleveret efter obduktion i september sidste år, og herefter gik han i gang med sit studie på Warszawa Medicinske Universitet.
Detaljerne i studiet er ikke for sarte sjæle, men det fremgår heraf, at Adam Ostrzenski helt præcist har dissekeret den ældre kvindes vagina lag for lag.
Efter mange timer nåede han frem til en hidtil ukendt, meget karakteristisk og fuldstændigt afgrænset struktur på bagsiden af bækkenbunds-membranen, præcis 16,5 mm fra den øvre del af urinrørsåbningen.
- Det lå i et område, som gynækologer normalt ikke undersøger eller opererer i, hvilket forklarer, hvorfor man hidtil ikke har fundet det, fortæller Adam Ostrzenski.
Den fundne struktur bliver beskrevet som blålig og drue-formet med målene: 8,1 mm lang, mellem 3,6 mm og 1,5 mm bred og 0,4 mm høj.
Det var det eneste særlige punkt, den russiske gynækolog kunne finde i vaginaen, og det er foreløbigt det eneste forsøg, han har lavet. Men han håber, at forsøget på den længere bane kan hjælpe kvinder med sex-problemer.