En gravid kvinde, der blev afskediget fra sit job som social- og sundhedsassistent under sin graviditet, har netop fået medhold i, at fyringen var uretmæssig.

Ligebehandlingsnævnet har således tilkendt hende en erstatning på 230.000 kroner, skriver revisions- og rådgivningsvirksomheden KPMG i en pressemeddelelse. Nævnet lagde i afgørelsen vægt på, at kvindens arbejdsgiver ikke kunne bevise, at fyringen ikke havde noget at gøre med graviditeten, og det er op til arbejdsgiveren at løfte bevisbyrden i sager, hvor gravide bliver fyret.

Den gravide social- og sundhedshjælper arbejdede ved sin afskedigelse på et hospital, hvor det afsnit, hun arbejdede på, skulle flyttes til en anden by. Der skulle derfor skæres tre stillinger, to social- og sundhedsassistenter og en enkelt sygeplejerske. Der var fire social- og sundhedsassistenter ansat i afsnittet, men to af disse var særligt beskyttede mod fyring, da de var tillidsrepræsentanter, lyder det fra KPMG.

- Derfor mente Ligebehandlingsnævnet ikke, at alle fire var blevet vurderet på ens grundlag, og at arbejdsgiveren således ikke kunne bevise, at kvindens graviditet ikke helt eller delvist havde haft betydning for hospitalets opsigelse. Derfor fik hun erstatning, siger Julie Gerdes, der er leder af arbejds- og ansættelsesret i KPMG.

Ifølge Julie Gerdes udgør erstatninger i sager om ulovlig opsigelse i strid med Ligebehandlingsloven mellem 6 og 12 måneders løn. I dette tilfælde tilsvarer social- og sundhedsassistentens erstatning på 230.000 kroner omkring ni måneders løn.