Et af DRs store ikoner - ekspert og vært på P1 Orientering og Udefra Niels Lindvig - blev ligesom 101 andre medarbejdere på public service-stationen varslet fyret i september. De mange medarbejdere fik tilbudt en fritstillingsaftale, der betyder, at man som afskediget medarbejder kan gå hjem med løn i et antal måneder, alt afhængigt af hvor længe man har været ansat.

Men så nemt slipper public service-stationen altså ikke af med den 61-årige radiovært. Niels Lindvig har ikke taget imod DRs tilbud om fritstilling, skriver fagbladet Journalisten. I stedet arbejder han troligt videre på trods af fyringen - også selv om det giver en akavet stemning på redaktionen.

- Mine chefer prøver at lade, som om jeg ikke er her. De går forbi mig og kigger andre steder hen – men de er nødt til at gå forbi mig, for min plads er lige der, hvor de skal gå forbi. Ingen af dem har henvendt sig direkte til mig, siger Niels Lindvig til Journalisten.

Niels Lindvig har været på DR siden 1982 og kan godt lide sit job. Derfor fortsætter han med at lave radio. Samtidig har han valgt at takke nej til fritstillings-aftalen, fordi han ikke vil afskrive sig muligheden for at føre sag mod DR for uretsmæssig fyring, som han i øjeblikket overvejer at gøre.

Siden det kom frem, at Niels Lindvig var én af de DR-ansatte, der blev prikket på skulderen, har både kollegaer og trofaste lyttere af radioprogrammerne P1 Orientering og Udefra sendt klager til public service-stationen. Og den store opbakning sætter radioværten pris på.

- Der er blevet sendt masser af klager over min fyring til huset. Jeg har simpelthen fået helt sindssvagt meget opbakning fra folk rundt omkring. Og når folk gider ulejlige sig med det, synes jeg også, jeg har en forpligtigelse til at bide mig fast i bordkanten og slås. Så jeg stikker ikke bare halen mellem benene, siger Niels Lindvig til fagbladet.

Da radioværten har afvist tilbuddet om fritstilling, kan han blive i sin stilling i hele opsigelsesperioden, som i Niels Lindvigs tilfælde er 12 måneder.