Flere medier erfarer, at Lars Løkker Rasmussen (V) trækker sig tirsdag aften som formand for Venstre.

Men selv om formanden kaster håndklædet i ringen, er det ikke givet, at det bliver Kristian Jensen (V), der som partiets næstformand skal overtage formandsposten.

Det siger formændene for tre fynske Venstre-foreninger.

»Jeg mener ikke, at Kristian Jensen automatisk bliver formand. Der skal vælges en ny på et ekstraordinært landsmøde. Man kan ikke bare give formandsposten videre uden at høre landsmødet,« siger Ole Holst, formand for Venstre i Kerteminde, til fyens.dk.

Også i Nordfyns Kommune vil man sondere mulighederne, før man tager stilling til en eventuel ny partiformand.

»Det kommer meget an på, hvem der melder sig som kandidater. Det vil vi gerne se på først. Ingen - selv ikke næstformanden - er selvskrevet til at rykke en tak op,« siger Mikkel Rahbek Brunse, formand for Venstre i Nordfyns Kommune, til fyens.dk.

I Assens er lokalformanden Carsten Petersen tilhænger af, at Kristian Jensen bliver ny formand, hvis Lars Løkke trækker sig. Men kun indtil et landsmøde, hvor partiets delegerede kan vælge en permanent formand.

»Vi har brug for ro, og det vil et kampvalg jo ikke ligefrem bidrage til. Men jeg vil ikke sige, at det vil være forkert at afsøge, om en anden kandidat end Kristian Jensen ville være interesseret. Jeg kender ham slet ikke godt nok til at bare give ham min støtte. Der kan være andre,« siger Carsten Petersen, formand for Venstre i Assens, til fyens.dk.