Ni ud af 10 børn på Fyn pakker skoletasken i det kalenderår, de fylder seks år, og begynder dermed i skole til tiden. For bare tre år siden fik næsten hvert femte fynske barn udskudt skolestart et år. Det skriver Fyens Stiftstidende.

I 2008 blev det gjort obligatorisk for seksårige at begynde i børnehaveklasse. Det koster samfundet mange penge at udskyde børnenes debut på arbejdsmarkedet og holde dem i børnehave et år til, lød en af begrundelserne. Dog har det siden været muligt at udskyde skolegangen ved at søge dispensation.

Odense Kommune er blandt de fynske, som på få år har vendt udviklingen. I år får kun 1,9 procent af de seksårige udskudt første skoledag et år. I 2008 gjaldt det for 17 procent af kommunens børn.

Kommunen har arbejdet målrettet på at nedbringe antallet af sene skolestartere. Det er blandt andet sket ved at indføre, at barnet skal vurderes af en professionel for at få lov til at udskyde skolestart.

- Over en årrække fik flere udskudt skolestart. Det ville vi gerne stoppe. Skolen skal være parat til at modtage eleverne med de forskelligheder, de møder med, når de har alderen til at begynde i skole, siger pædagogisk chef i Odense Kommune Bent Stokholm til Fyens Stiftstidende.

Også kommuner som Svendborg og Faaborg-Midtfyn er lykkes med at nedbringe antallet drastisk.

Formanden for pædagogernes organisation, BUPL, Henning Pedersen, er bekymret for, om det er barnets interesser, der ligger til grund for strategien.

- Det betyder også noget for forældrene, at de nu bliver gjort til en sag i kommunen, fordi barnet skal vurderes af en psykolog for at få lov til sen skolestart. Det kan afholde nogen fra at søge om udsat skolestart, selv om der er brug for det, siger han.

BNB