Med en gennemsnitspris på 1.000 kr. billetten ville en samlet "gate" i Parken generere 45 mio. kr., mens et pay-per-view salg som skitseret til en snitpris på 200 kr. ville bidrage med yderligere 30 mio. kr. på indtægts-siden.



Men de 75 mio. kr. ville efter moms være svundet ind med en fjerdedel, og disse 19 mio. kr. ville mangle i den kamppurse på min. 10 mio. dollars (75 mio. kr.), som Mike Tyson skulle have for at stille op i Danmark.

Herefter vil der så mangle penge til Brian Nielsens purse på 8-10 mio. kr., til manager Mogens Palles andel samt til det øvrige stævneprogram, et nødvendigt omfangsrigt undercard.

"Mike Tyson kan også uden for USA kun finansieres i samarbejde med Showtime," fastslår Mogens Palle.

"Det vanskeligste ville næppe blive at nå overens med den amerikanske TV-station men derimod at overbevise Tyson og hans stab om, hvor mange penge Brian og jeg selv i givet fald ville have behov for at tjene, for at også vores regnestykke skulle kunne løbe fornuftigt rundt.

Amerikanere har jo generelt noget svært ved at forstå, at andre ud over dem selv også skal tjene penge."

Netop kravet om TV-rettighederne i Skandinavien ville på forhånd ligne en hurdle, der kunne få danske Tyson-forhandlinger til at bryde sammen før tid.

Tysons ny promotor Dan Goossen og America Presents, der tog over efter Tysons definitive brud med Don King i efteråret 1997, solgte allerede i slutningen af 1998 de europæiske TV-rettigheder til Tysons første seks kampe (fra og med Botha) til den tyske Kirch-mediekoncern, der forinden havde købt TV-retten til de næste to VM-slutrunder i fodbold.

"I en forhandlings-situation ville det være et ufravigeligt krav fra min side, at jeg til en kamp mellem Tyson og Brian Nielsen naturligvis skulle have TV-rettighederne til minimum Skandinavien.

Hvordan i alverden skulle mit eget regnestykke ellers have skyggen af chance for at hænge sammen?" siger Mogens Palle.

Sammen med sin datter Bettina og Super-Brian overværer han i aften Mike Tysons europæiske debut i Manchester og forventer under sit korte ophold at få en samtale med den engelske promotor Frank Warren, der tilsyneladende har den europæiske nøgle til pengemaskinen Tyson. Uno