To tilfælde af salmonella er fundet i Jylland. En svinebesætning i det nordvestlige Jylland er ramt af multiresistent salmonella af typen DT 104 og er sat under observation. Det drejer sig om 500 slagtesvin i Salling. Omtrent samtidig med opdagelsen i Salling blev der fundet DT 104 i et parti svinehjerter på Danish Crowns slagteri i Esbjerg. Fundet skete i forbindelse med slagteriets egen rutinemæssige kontrol.

Besætningen blev undersøgt, fordi der var indkøbt svin til den fra en kontaktbesætning i Struer, som tidligere var blevet konstateret inficeret, oplyser Fødevaredirektoratet.

- Slagteriet i Esbjerg producerer normalt kun til eksport og forædlingsindustrien. Vi har mulighed for at finde ud af nøjagtigt, hvor kødet er endt. Det går vi i gang med nu, siger informationschef Gudrun Andersen, Danish Crown.

/ritzau/