Fulde ældre chikanerer plejepersonale
Frække tilbud og overfusninger fra alkoholiserede ældre er hverdagkost for hjemmehjælperne. KL og FOA opfordrer til at bryde tabuet om ældres druk og anerkende problemet.
Frække tilbud og overfusninger fra alkoholiserede ældre er hverdagkost for hjemmehjælperne. KL og FOA opfordrer til at bryde tabuet om ældres druk og anerkende problemet.
Et frækt tilbud fra en plakatfuld ældre mand. Afføring på gulvet. En verbal overfusning eller desiderede trusler. Sådan beskriver plejepersonale dagligdagen i hjemmeplejen i Danmark i en undersøgelse lavet af Ugebrevet A4 og FOA.
Halvdelen af de 800 adspurgte plejere oplever borgere, som drikker for meget - og blandt plejerne har fire ud af ti fået overskredet deres personlige grænser på grund af fulde ældre.
- Det er en meget svær situation, når fulde beboere chikanerer eller overfalder en verbalt. Det skal plejepersonalet ikke stå model til, siger Karen Stæhr, formand for FOAs social- og sundhedssektor.
Hun mener, at problemet skal italesættes og løses i et samarbejde mellem ledelse, medarbejder, beboer og pårørende. Omfanget af problemet skal undersøges, og medarbejderne skal tilbydes kurser og supervisionsgrupper, hvor de kan lære at tackle de fulde ældre.
- Vi skal kunne tale om alkoholforbrug, og hvilke problemstillinger det giver, siger Karen Stæhr.
En opgørelse fra Odense Kommune viser, at der er sket et skred i ældres alkoholmisbrug de seneste år. En undersøgelse af den fynske alkoholbehandling viser ifølge Ugebrevet A4, at 15 procent af brugerne er fra ældre over 60 år.
Alkohol slår hårdere, jo ældre man er, og samtidig får mange ældre medicin, der forstærker alkoholvirkningen.
I Silkeborg Kommune har man igangsat et projekt, der skal give medarbejderne viden omkring alkohol, lære at genkende tegn på overforbrug og udstyre dem med redskaber i forhold til at snakke med de ældre om et alkoholmisbrug.
- Vores erfaring er at de ældre gerne vil have hjælp, siger Christina Kudsk Nielsen, der er medarbejder i projektet »Ældre og Alkohol« ved alkoholrådgivningen i Silkeborg.
Barrieren ligger ifølge Christiane Kudsk Nielsen hos medarbejderen.
- Medarbejdere ved simpelthen ikke, hvordan de skal gribe det an. De føler sig magtesløse, siger hun.
70 medarbejdere i Silkeborg har været igennem et uddannelsesforløb, der har fokus på kommunikation med de ældre. Det er dog langt fra alt plejepersonale, men idéen er at dem, der har været på kurserne, skal sprede deres viden til øvrige medarbejdere. Hun håber at erfaringerne fra Silkeborg også kan bruges i andre kommuner.
- Vi har fået mange henvendelser fra kommuner, der er interesserede i vores projekt, siger hun.
Hos FOA er meldingen helt klar.
- Når en eller to kommuner kan finde ud af at tage sig af problemet og sikre både deres medarbejderes arbejdsmiljø og de ældres værdighed, skulle vi så ikke lære af dem, spørger sektorformand Karen Stæhr.
I undersøgelsen fortæller plejepersonale om fulde ældre, der er faldet og nægter at modtage hjælp til at komme på benene igen. Plejepersonale må derfor lade den ældre ligge.
- Der skal være klare retningslinjer for, hvad man skal gøre når man står i sådan en situation, for man må selvfølgelig ikke lade folk ligge, siger Karen Stæhr.
Men også i situationer, hvor en plejer bliver bedt om at købe alkohol til en ældre borger med et stort alkoholindtag, savner både Karen Stæhr og plejerne i undersøgelsen klare retningslinjer fra deres ledere.
- Der er usikkerhed omkring, hvor meget kan man blande sig i, hvad folk gør i deres eget hjem, siger hun.
Et nej til at åbne en øl kan i følge undersøgelsen føre til overfusninger og konflikter.
Formanden for Kommunernes Landsforening social- og sundhedsudvalg, Anny Winther (V), mener først og fremmest, at det er vigtigt, at man anerkender problemet og bryder tabuet omkring ældre og alkohol.
- Vi skal tage hånd om vores personale. De skal have de nødvendige kompetencer, siger hun.
Anny Winther påpeger, at den ældre, der har misbruget, selvfølgelig også skal hjælpes i behandling.
- Men vi må også forklare den ældre, at ingen plejere har lyst til at komme ud og hjælpe, hvis man møder ubehøvlede folk, siger hun.
Hun ser gerne, at tiltag som projektet i Silkeborg bredes ud i flere kommuner.
- Ledelserne ude i kommunerne skal sætte gang i initiativer, der kan afdække og afhjælpe problemet, siger Anny Winther.