Martin Braithwaite fik 90 minutters spilletid for Toulouse, men den danske frontløber kunne ikke forhindre, at PSG vandt kampen med 3-1.
Braithwaite havde ellers flere gode muligheder for at score på PSGs målmand Salvatore Sirigu, men han måtte i stedet se Adrien Rabiot bringe PSG foran efter knap en halv times spil på et flot langskud.
Kort efter pausen fordoblede Rabiot så antallet af sine scoringer, da han fik foden på et indlæg fra Javier Pastore.
Wissam Ben Yedder bragte spændingen tilbage i opgøret på Parc des Princes med sit hovedstødsmål, men brasilianeren Thiago Silva afgjorde kampen med et kvarter tilbage.
Braithwaite havde i kampens afslutning to gode muligheder for at score, men den sidste skarphed manglede for danskeren.
De tre point sender Zlatan Ibrahimovic og PSG over Lyon, men førstepladsen kan allerede søndag aften være tilbage i hænderne på Lyon, der møder Nantes på hjemmebane. Kun et point adskiller de to topklubber, og Lyon har en kamp til gode.
