En kvindelig bilist var så beruset, at hun påkørte to dreng to gange kort efter hinanden ved Rødekro.
En gåtur fredag aften ved Rødekro i Sønderjylland endte uheldigt for to brødre på 11 og 15. De blev nemlig ramt af den samme bilist to gange. Det skriver TV2.dk.
- Vi får at vide klokken 20.17, at to drenge blev ramt af en bil, da de gik ved skovbrynet nær Fladhøjskole. Slaget var så voldsomt, at drengene røg ned af en skråning, siger Henrik Sønderskov, der er vagthavende ved Syd og Sønderjyllands Politi til TV2.dk.
Bilisten fortsatte sin kørsel og vendte rundt i en rundkørsel. På tilbagevejen ramte hun drengene endnu en gang.
- Drengene er på sygehuset til behandling, men det er ikke livstruende. Den yngste har det værst, siger politiets vagtchef til TV2.dk.
Politiet havde tidligere på aftenen fået en melding om en 31-årig kvinde, der muligvis kørte rundt i påvirket tilstand. En undersøgelse af hendes bil viste skader, der kunne stamme fra ulykkesstedet.
- På gerningsstedet har vi fundet nogle effekter, der godt kan stamme fra bilen. Vi har taget den med ind til nærmere undersøgelse, og kvinden er anholdt, siger Henrik Sønderskov til TV2.dk.
Kvinden var ifølge politiet for beruset til at blive afhørt.
BNB