Playitas på Fuerteventura bryster sig af at være et sportsresort, hvor mulighederne for træning og fysisk aktivitet er uendelige. Vi har testet det udsagn.
Cykling
Cykling er en af Playitas’ raison d’être.
Vejene på øen er brede, der er bakker og bjerge for alle niveauer, og bilisterne er meget hensynsfulde. Der blæser som godt som altid en nordlig vind på Fuerteventura – deraf navnet på øen, der betyder »stærk vind«, men det betyder også, at man som regel har medvind på tilbagevejen mod Playitas, der ligger på den sydlige del af øen. Her er også masser af muligheder for mountainbiking.
Rigtig godt for: Alt fra professionelle til glade første-gangs pedalatleter vil finde timers morskab på bakkerne.
Ikke så godt for: Folk med stram økonomi, da den billigste cykel koster ca. 180 kr. at leje pr. dag.
Fælleshold på MC1
MC1 er epicenteret for fællestræning. Op til fem gange om dagen er der gratis holdtræning i alt fra HIT, Body Tone og Combat til Pilates, step og mobility på den store udendørs bane. I Informationen på resortet kan man få et godt overblik over mulighederne, ligesom man kan tjekke det ugeprogram, man får udleveret ved ankomst. Holdene er på niveauer – fra ultimativ begynder til så fysisk hårde, at selv granvoksne mænd må give op.
Rigtig godt for: Alle, der kan forene sig med hold-formen.
Ikke så godt for: Folk, der vælger det forkerte hold. Spørg i Informationen, inden du møder op, så er det sjovere.
Spa
Midt i resortet ligger Tau Spa. Det koster ca. 75 kr. at få adgang til et stort boblebad uden massagedyser, tre forskellige saunaer (infrarød, finsk og damp) samt et kar med iskoldt vand. Der er også uanede muligheder for at tilkøbe forskellige behandlinger – fra chokoladeterapi til seriøs sportsmassage. Massørerne er vant til atleter og tager hårdt og godt fat.
Rigtig godt for: Alle, der gerne vil have det fysisk bedre om én time.
Ikke så godt for: Folk, der forventer et palads af velvære. Stedet er ikke så stort.
Styrketræning
Fitnesscentret er relativt stort, og indeholder, hvad man behøver til en god træning. Her er både løbebånd, motionscykler, maskiner, fri-vægte og insisterende technomusik i højttalerne. I midten af det meget højloftede lokale findes en strækzone, hvor man på måtter kan pleje kroppen med elastikker, gymballs eller styrofoam rollers. Resortet har desuden en udendørs fitnesspark med 13 forskellige motionsredskaber, hvor man bruger egen kropsvægt til træning.
Rigtig godt for: Seriøse energibundter, der ikke bliver trætte nok af dagens øvrige program.
Ikke så godt for: Folk, der vil træne omkring frokosttid. Fitnesscentreret holder siesta mellem 13 og 15.
Golf
Playitas har en 18-hullers golfbane. Den startede som en seks-hullers bane på den ene side af vejen og er siden udvidet med 12 nye huller på den anden side af vejen. Der er en verden til forskel på de to afdelinger. De seks oprindelige huller er korte, relativt lette og har ikke videre forhindringer. De nye 12 huller er som at spille på Mars. Her er der kuperet lavaterræn og forhindringer over det hele, som både kræver teknisk snilde og taktisk kunnen for at spille sig udenom problemerne. Green-fee koster ca. 425 kr.
Rigtig godt for: Folk, der har godt styr på svinget og kan styre bolden sikkert igennem en forstørret minigolfbane.
Ikke så godt for: Nybegynderen, der hurtigt vil komme i knæhøje problemer på de fleste huller på den nyeste del af banen.
Beachvolley
Playitas har én beachvolleybane, og den er gratis at benytte ligesom bolden kan lånes kvit og frit. Kvaliteten af banen afhænger af vejret – den er bygget over et fundament, der ikke kan dræne, så hvis det har regnet, er den meget våd og sandet klumper sig sammen, så man ikke tør kaste sig efter bolden. Nyt og bedre sand skulle dog være bestilt. Det kommer mañana.
Rigtig godt for: Hyggespilleren, der ikke går særlig meget op i beachvolley.
Ikke så godt for: Den seriøse, der skal finpudse teknik.
Minigolf
Mellem selve resortet og havet har Playitas lagt en 18-hullers minigolfbane. Den er relativt ambitiøs, dog kan seriøse minigolfspillere ikke bruge den til meget, da de bruger vinkler og kanter til at manøvrere rundt på banen med, og da denne er betrukket med grønt kunstgræs, som buer op af kanterne, er der langt højere sandsynlighed for at ryge af banen end at opnå vinkelmæssige fordele. En runde koster cirka 15 kr.
Rigtig godt for: Den trætte, der har brug for noget, hvor pulsen er i komfort-zonen.
Ikke så godt for: Spillere, der er vant til »normale« minigolfbaner.
Tennis
Her er tre tennisbaner med tyndt kunstgræs samt to på hardcourt, og det er relativt let at få plads på dem. Generelt er kvaliteten af banerne fine, men gitteret rundt om banerne, der skal holde boldene inde, er bygget med lige præcis et sådant mellemrum, at en hård serv eller smash ikke holder bolden tilbage, og man derfor skal på tur for at hente dem igen. En tennisbane koster ca. 70 kr. for en time. Leje af ketsjer 22 kr. pr. stk.
Rigtig godt for: Alle, der gerne vil have pudset deres Wozniacki-form af.
Ikke så godt for: Varme-allergikere. Banerne ligger i læ, og der bliver hurtigt rigtig varmt.
Meditation
Hver uge er der fællesmeditation på et stort udendørs areal med udsigt til hav og palmer på programmet. Antallet af de timelange meditationer varierer fra uge til uge, så tjek i ugeprogrammet.
Rigtig godt for: Dem, der vil have en undskyldning for ikke at smadre kroppen endnu mere med fysisk udfoldelse.
Ikke så godt for: Folk med dårlig koncentrationsevne. Der er relativt mange distraktioner (bl.a. børnepoolen) i umiddelbar nærhed, som kan skubbe dig ud af kurs i jagten på zen.
Svømning
Svømmebassinet på Playitas har olympiske mål på 50 meter, og er derfor ombejlet af de seriøse svømmere og triatleter. Det koster ca. 20 kr. i timen af bruge den olympiske pool. Der er også god mulighed for havsvømning, så man kan træne kampen mod vind og (begrænsede) bølger. Her er også ganske fine hyggepools, som er store nok til, at man kan svømme sig en fin tur.
Rigtig godt for: Hardcore svømmere, der vil se fremskridt på formbarometeret samt folk, der vil lære disciplinen ordentligt.
Ikke så godt for: Folk, der er ude efter zen-oplevelsen ved svømning. Den fås kun i havet.
Løb
Der er ingen deciderede løbebaner på Playitas, men masser af bakker i umiddelbar nærhed, der nok skal få syren til at pumpe i lårene. Specielt anbefalelsesværdig er en 13 km lang solopgangs-løbetur til fyrtårnet Faro de La Entallada, som slutter med en skrap syv procents stigning.
Hver morgen er der fælles-løbeture i månelandskabet, hvor fokus er på hyggen ved at løbe sammen, ikke konkurrence-elementet. Er man til det, afholdes de skam også – med præmier til dagens vinder.
Rigtig godt for: Folk, der vil bakketræne eller intervaltræne.
Ikke så godt for: Typer, der hurtigt bliver træt af lavasten og bjerge. Stenterrænet er smukt, men ensartet.
De sociale aktiviteter
Flere gange om dagen afholder guiderne eller resortets tilknyttede trænere fælles arrangementer. Det kan være alt fra volleyball til badminton. Det er gratis at deltage, dog skal man have eller leje ketcher til badminton. Man møder nye mennesker, mens man får sved på panden, og minimumsalderen er 16 år. Konceptet fungerer upåklageligt og ryster hurtigt folk sammen.
Rigtig godt for: Dem der vil hygge og have det sjovt, mens de får nye venner. Det går overraskende stærkt, og man kommer hurtigt på »hej« med mange, når man møder dem igen i buffeten eller på stranden.
Ikke så godt for: Den seriøse vindertype. Holdet er aldrig stærkere end det svageste led, og man kan således tabe en del kampe.
Konklusion:
Der er mere end rigeligt at lave på en uge på Playitas. Selv hvis man bruger alle sine vågne timer på sport, når man ikke igennem alle aktiviteter.