Onsdag forsøgte Jakob Fuglsang gang på gang at rive sig løs af Tour-feltet. Men en tom drikkedunk kostede dyrt

Der er prikker på Jakob Fuglsangs nethinde. Røde polkadotprikker.

For Astana-danskeren har udset sig den samlede sejr i bjergkonkurrencen som sit nye store Tour de France-mål - efter drømmen om en topplacering samt et forsvar af Vincenzo Nibalis samlede sejr fra sidste år er gået i vasken.

Nu vil Fuglsang ud at samle point, og i går forsøgte han igen og igen at komme ud på eventyr på den første af fire etaper i Alperne.

»Der var fuld knald på i dag (i går, red.). Jeg kørte med i alt. Hver eneste gang en anden forsøgte, kørte jeg efter ham. Uden at overdrive tror jeg, at jeg prøvede at komme af sted 30 gange. Men det ville bare ikke lykkes,« fortalte han.

»På et tidspunkt løb jeg tør for vand og måtte køre ned til vores servicevogn, og så røg det afgørende udbrud selvfølgelig af sted. Typisk.«

Men trods den uheldige timing har Jakob Fuglsang overhovedet ikke opgivet håbet om søndag at stå på Champs-Élysées og lade sig hylde som bjergkonge.

»Nej, den drøm er slet ikke ovre. (Joaquim, red.) Rodriguez fik heller ikke nogen point, noterede jeg mig. Ham holdt jeg godt øje med.«

Den 30-årige dansker, der tirsdag forlængede sin kontrakt med det kasakhiske Astana-hold med yderligere to år, har tænkt sig at bruge dagens og morgendagens Alpe-etaper på at banke så mange point ind på bjergkontoen som muligt.

»I morgen (i dag, red.) er en god dag at gå i udbrud på. Der er mange point at hente. Det samme med fredag (i morgen. red.). Den sidste dag på Alpe d’Huez bliver svær for mig at lave noget på, fordi den er så kort, og folk vil give den fuld gas fra start til mål,« lød det fra Fuglsang.

Danskeren ligger på tredjepladsen i bjergkonkurrencen. Den føres af løbets gule trøje, Chris Froome, med 61 point, mens Joaquim Rodriguez har 52 point på andenpladsen. Fuglsang har 41 point .

Også Fuglsangs danske Lotto-Soudal-kammerat, Lars Bak, havde en aktiv første dag i Alperne. Han havde også mod på et udbrud og forsøgte ihærdigt.

»Det ærgrer mig meget, at jeg ikke kom med i vinderudbruddet, for jeg havde sindssygt gode ben. Jeg sidder faktisk med favoritterne, indtil vi kun er 20 mand tilbage.«

»Til sidst kan jeg så ikke følge med mere og vælger at bremse ned og vente på (Tony, red.) Gallopin, så han tabte så lidt tid som muligt,« sagde Lars Bak.