Uvisheden om Astana-rytteren Mikel Landas fremtid har længe hængt i luften. Den spanske toprytter har været utilfreds med kaptajn-situationen på det kazakhstanske hold, hvor han er rangeret efter Vincenzo Nibali, Fabio Aru og Jakob Fulgsang. Nu bekræfter Landa så, at han skifter til rivalerne fra Team Sky.
Balladen startede for alvor under dette års Giro d'Italia, hvor Landa på et tidspunkt lå nummer to i løbet og var et stykke foran resten af favoritterne, men spanieren blev kaldt tilbage af sportsdirektøren for at hjælpe Aru til en etapesejr. Missionen lykkedes, Aru vandt etapen og henviste i øvrigt Landa fra en samlet 2. plads til 3. pladsen.
Igen i Vueltaen var der problemer mellem de to ryttere. Landa indrømmede selv efter sin etapesejr på 11. etape, at han ikke adlød en teamordre fra sportsdirektøren om at falde tilbage fra udbruddet for at hjælpe Aru.
Et skifte væk fra Astana har derfor længe ligget og luret. I et interview med den baskiske avis Deia bekræfter rytteren nu, at han skifter til Team Sky i den nye sæson.
»Hos Astana har de ikke plads til mig som kaptajn. I år har jeg bevist, at jeg kan vinde en Grand Tour. Sky tror på mig og vil bygge holdet op omkring mig, modsat Astana,« lyder det fra Landa.
Hos Team Sky har de én stor kaptajn i Chris Froome, men briten satser oftest alt på Tour de France, hvilket betyder at Landa kan få en kaptajnrolle i Giro d'Italia eller Vuelta a España.