Jakob Fuglsang erkender, at han har manglet troen på sig selv og et afgørende punch i finalerne, som sjældent falder ud til hans fordel. Søndag får han formentlig en ny mulighed i Liège-Bastogne-Liège.

Jakob Fuglsang (Astana) angreb og angreb i sidste års finale i klassikeren Liège-Bastogne-Liège, men endte som nummer ni. Sådan har det været mange gange, når danskeren har kørt finaler. Der har lige manglet det sidste, før han kan træde op på øverste podieplads.

BT har mødt den danske stjernerytter i Belgien til en snak om ’finaleproblemet’ i anledningen af søndagens Liège-Bastogne-Liège, hvor Jakob Fuglsang bør regnes som en outsider og deltager helt frem til løbets afgørelse. (I bunden af artiklen kan du læse Fuglsangs tanker om Liège-Bastogne-Liège)

Hvorfor pokker får du ikke gjort arbejdet færdigt i finalerne?

»Jeg har manglet lidt punch i mine angreb. Jeg arbejder på det, men det er en balancegang: Skal jeg træne på at køre godt opad i bjergene? Eller skal jeg træne på at have et godt punch i klassikerne? Jeg skal have et punch, som gør lidt mere ondt på de andre, og et punch, der kan hjælpe mig til at lave det afgørende hug.«

»Derudover har jeg manglet troen på, at jeg kan gøre det færdigt. Måske er det noget, som jeg har mistet over årene, når jeg løb efter løb har fået at vide, at nu skal jeg køre for ham, så for en anden, så for en tredje. Så kan det jo være lige fedt, om jeg bliver nummer fem eller 10 - bare jeg gør mit arbejde. Dér tror jeg, at troen på mig selv er blevet mindre, og så vil jeg heller ikke være lige så skarp i finalerne. Det skal nu ikke være nogen undskyldning.«

Irriterer det dig?

»Selvfølgelig vil jeg gerne vinde nogle flere løb. Det mangler jeg. En tredjeplads i Giro del Trentino (italiensk etapeløb, der sluttede fredag, red.) er da fint, men når alt kommer til alt, er det lidt ’ja, og hvad så?’.«

En tredjeplads og 14 sekunder efter vinderen (Mikel Landa, Team Sky) i slutstillingen i Trentino er jo ikke vanvittigt meget. Havde du snuppet en bonusspurt, havde du måske vundet 10 sekunder og kun været fire efter eller endda vundet løbet med lidt held. Er det ikke lidt fjollet, at så små marginaler skal være med til at afgøre, om du tror på dig selv eller ej?

»Jo, det er det selvfølgelig, og det er også noget, som jeg har arbejdet på sammen med en fra holdet. Det dér med at jeg skal tro mere på mig selv. Hvis jeg nu for eksempel rangerer min egen form på en skala fra 1-10 før Giroen i maj, som er et stort mål for mig, kan jeg sige, at jeg stort set er der, hvor jeg gerne vil være. Så er der jo heller ikke noget i vejen for, at jeg kan lave de resultater, som jeg gerne vil. Så skal jeg også have troen på, at jeg kan gøre det.«

Hvordan arbejder du på det mentalt?

»Det gælder det om at være bevidst om, at den skal have én over nakken. Der er ikke noget med at give slip, ikke noget med at tøve. Når de angriber, går du med fra starten af. Risikér og kør med, indtil benene ikke kan mere. Jeg har siddet med i mange finaler, men det er sjældent, at jeg er sprunget helt i luften efter en finale, hvor jeg hverken har kunne køre frem eller tilbage. Dér skal jeg forsøge, til jeg springer i luften.«

Har du genfundet troen på dig selv her før Liège-Bastogne-Liège?

»Ja. Det synes jeg. Tour of Oman (Fuglsang blev nummer tre i klassementet, red.) var en succesoplevelse, og Giro del Trentino, der godt nok ikke er verdens største løb, har helt sikkert hjulpet. Det handler om troen på, at jeg faktisk er stærkere eller mindst lige så stærk som de andre. Når jeg har gode ben og sidder i finalen, skal jeg ikke tænke, at de andre er bedre - at en succesrig fyr som Alejandro Valverde sidder med to fingre i næsen, mens jeg tænker, at det niver lidt i mine ben. Det gør det sikkert også i hans. Han ved, at han kan gøre det, og får jeg også vendt skuden på det punkt, kommer der forhåbentlig mange sejre.«

I søndagens Liège-Bastogne-Liège sigter Jakob Fuglsang endnu højere end sidste års resultat. Herunder kan du læse, hvad han tænker om løbet.

»Efter resultatet i Trentino tror jeg på, at jeg kan være med helt fremme. Det er mit mål at køre med i finalen og være med om sejren.  Kommer vi en gruppe hjem på 10 mand, er jeg ikke den med den hurtigste spurt. Men forhåbentlig er formen god, så der alligevel er lidt at skyde med.«

»Den nye stigning (Côte de la Rue Naniot, 600 meter på brosten med en gennemsnit stigning på 10,5 procent) kommer helt sikkert til at gøre en forskel. Først og fremmest på hvordan løbet bliver kørt, og så tror jeg, der kommer til at ske en forskel på, hvor stor en gruppe, der kommer ind på opløbsstrækningen.«

»For mig er det en god ting (med den nye stigning, red.) - jo mere opslidende, det er, desto bedre - hvis jeg har en god dag, selvfølgelig. Jeg er spændt på at se, om der kommer den samme udskilning på Roche aux Faucons (Côte de la Roche aux Faucons, næstsidste stigning på 1,5 kilometer med 9,5 i gennemsnitlig stigningsprocent, red.) og om der bliver lavet nogle angreb der, eller om det låser løbet og alle venter og venter. Måske er det dét, der sker, at folk venter og kører med 500 meter igen af Côte de Saint Nicolas (anden afgørende og stejl stigning kort før mål, red.).«