"Stil nu ind på de danske stationer!" nynnede jeg ellers så optimistisk på forhånd, mens jeg stillede an til en samlet TV-oplevelse for den samlede familie.

"Ambitiøs", "grænseoverskridende" og "fremsynet" var forhåndsreklamen, der havde spændt os alle helt derop, hvor vi glædede os til, at det her med "Klip din egen version" og "Vælg hvad du vil se - og hvornår" ville blive mægtigt spændende.

I starten nærmest skændtes vi om fjernbetjeningen, men familiens yngste erobrede den med ordene: "Det er mig, der er zapper-generationen!". Med sikker tommelfinger og stor ansvarsfølelse gik han til opgaven. Og vi havde det alle underholdende i de ca. 10 minutter, vi troede, det var muligt at vælge rigtigt.

"D-Dag" bygger på det, der gør naboens græs grønnere: den gode gamle utilfredshed!

Så næppe havde vi opfanget et par ord i forvirringen på den ene kanal, før handlingen her fik fingeren af frygt for at gå glip af noget på en af de andre. "Videre" og "skift nu" råbte vi i munden på hinanden. Det var, mens vi endnu troede, det var muligt at vælge rigtigt.

Vor unge mand med den faste tommelfinger holdt på Nicolaj Kopernikus' figur, ham med en "relativ psykose" og som synes, at vi hele tiden er "Fucking fuck for meget". Desværre syntes vi selv snart det modsatte. At det hele var fucking fuck for lidt.

På en af kanalerne blev Charlotte Sachs Bostrup ved at slentre afsted i sin minkpels med samme koncentrerede udtryk, som når man tisser ude i vandet. Måske havde hun svært ved at høre.

Jeg forstår, at dogme-forsøget var plaget af både billedudfald og muligvis ufrivillig sædafgang. Jeg er ellers stor fan af Dejan Cukic - men som stakåndet kabelklipper var han den, vi hele tiden zappede væk fra.

"Det kører helt fantastisk!" sagde en af producerne, da vi kiggede ind til dem i kommando-centralen, jeg ville ønske, dogme-drengene kunne ha' kigget med ind i min stue: 20 minutter inde i det, som de kalder "interaktiv TV", havde de gjort min familie totalt passiv.

I lænestolen var øreklapperne gået ned over den ældste. Han sov med åben mund, mens vi andre desperat zappede rundt efter Thomas Bo Larsen, som ikke var til at finde mer'.

Nå-ja, "vi andre" er måske så meget sagt: For den unge mand iblandt os var blevet så træt af at zappe, at fjernbetjeningen var gledet ud af hans hånd samtidig med, at hans unge øjne var gledet helt i. Nu var vi to tilbage.

Med vigende interesse fulgte vi en masse pust - støn og løben under en gitterport og gennem et kontor. Vi opfangede, at et heksehyl ikke hylede, og at der stod et skilt med "Undskyld vi roder". Det fandt vi meget passende.

København by night - selv en nytårsaften - ser godt nok noget mørk og kedelig ud på håndholdt TV. Heldigvis var der en del tilløbere, der kaprede billedet ind imellem - med fingeren, en kasse øl eller en nytårshilsen. Det virkede vældig oplivende.

Men efterhånden var vi ligeglade med, at vi overværede noget, der hævdedes at sætte en ny kunstnerisk standard i det som på dansk filmsprog hedder "Real time" - vi kedede os godt, grundigt og helt gammeldags. Det blev med "D-Dag" som det er med folkedans og sex: Man skal selv være med, for at det er sjovt!

"D-Dag" produceret af Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Søren Kragh-Jacobsen og Kr. Levring. Sendt på alle danske TV-kanaler l. januar.