De sydamerikanske stjernespillere Edinson Cavani og David Luiz vil helst ikke tilbage til Paris efter weekendens skrækkelige terrorangreb.

David Luiz ytrede først sin bekymring i forbindelse med arvefjendeopgøret mellem Brasilien og Argentina lørdag.

»At spille for PSG er mit job, men hvis det var op til mig, så tog jeg ikke tilbage,« udtalte Luiz efter kampen.

Og ugurayanske Edinson Cavani deler David Luiz’ bekymring. Ifølge landsholdskammeraten Alvaro Gonzales er Cavani nemlig heller ikke meget for en tilbagevenden til Paris.

Til franske L’Equipe afslørede Gonzales, at Cavani havde talt med Luiz om terrorangrebene, og at Cavani havde haft samme idé om ikke at vende tilbage til Paris.

Efter planen vender Luiz og Cavani dog tilbage til Paris umiddelbart efter landsholdenes kvalifikationskampe natten til onsdag dansk tid. PSG møder således Lorient på lørdag, mens det fire dage senere gælder Champions League-opgøret mod Malmø.

En tredje PSG-stjerne Marco Verratti er ifølge midtbanespillerens agent, Donato Di Campli, dog ikke bange for at vende tilbage til Paris, selvom terrorangrebene har sat sine spor.

»Verratti var ikke i Frankrig, men han er ikke bange for at rejse ind i landet, vi må vende tilbage til vores normale liv.«